Gå til indhold
Hvad kan vi lære af et træ?

Hvad kan vi lære af et træ?

En træ-metafor, hvor svaret blæser i vinden.

Jeg er den seneste tid blevet mere og mere fascineret af træer. Disse majestætiske planterigets konger. Disse (potentielt) oldgamle og dog livskraftige organismer, som står urokkelige, men alligevel ikke uforandrede gennem århundreder. Disse gamle repræsenterer kvaliteter, som jeg personligt meget gerne besad, men desværre i alt for ringe grad besidder: Rodfæstethed, langsomhed, standhaftighed, modstandskraft, forudsigelighed, trofasthed, urokkelighed. Men ikke mindst den fleksible tilpasningsevne som træer udviser trods deres stedslige bundethed betager mig.

Træer og blæst

Spring dette afsnit over, hvis du keder dig eller ikke er interreseret i træer og bare gerne vil frem til pointen. 

Træer er (med undtagelse af palmer) karakteriseret ved, at de er ved-planter. Det vil sige, at deres stammer og grene består af en hård kerne af ved, som er omkranset af et vækstlag—den grønne inderbark, der kaldes kambium. Yderst er træet dækket af et beskyttende lag yderbark. Veddets funktion er at afstive træet og sikre, at det kan holde sig oprejst og bære sig selv. På den måde er veddet passivt og i for sig dødt, selvom det er livsvigtigt for træets holdbarhed. Jo ældre træstammen eller grenen er, desto tykkere og stivere bliver den. Vækstlaget er her, hvor væske og næring transporteres og det er derimod blødt, fleksibelt, levende. En tynd gren består af mindre og yngre ved, og er derfor blødere og mere bøjelig.

Årsagen til at træer i modsætning til mange andre planter er så langtidsholdbare og kan blive så gamle (dvs, at de kan modstå vind og vejr i så mange år) er et meget forfinet samspil mellem stivhed og bøjelighed. En nøgen træstamme kan ikke klare en vinterstorm, hvis den ikke står omkranset af en skov af andre lægivende træer, da den er for hård og ufleksibel. Blandt andet derfor vokser mindre kviste (der senere bliver til grene med sine egne kviste) ud fra grundstammen på træet. Disse bløde dele fungerer som vindbrydere, der kan tåle kraftige vinde uden at knække. Grene og kviste afsvækker vindens påvirkning på stamme og gamle grene, således at de kan “tillade” sig at være stive, uden at de bukker under for stormens påvirkning. Jo længere væk fra træet centrum, jo mere fleksibelt og påvirkeligt skal træet være. På den måde kan træet balancere mellem at lade sig bevæge og samtidig i sin grundposition være ubevægelig. 

Kirker og blæst

Dette er en lektie, som jeg tror, at vi kan overføre på kirken:

Er der for megen ved-stivhed på kirke-træet, stivner det i gold livløs ortodoksi. Sådan et træ bliver for ufleksibelt til at klare de storme, som menneskelivet i syndefaldets verden uundgåeligt byder på. Den kirke vil knække, når afstanden mellem farisæer-teori og tolder-virkelighed bliver for stor. Den kirke sidder måske nok (inde) med en galvaniseret “sandhed,” men den er kommet så meget på afstand af verdens rusk og rust, at den er blevet et elfenbenstårn, som kun fromhedseliten har adgang til. Sådan en bygning er ikke længere en kirke; den er blevet en loge, en lukket klub, en sekt.

Er der modsat for lidt ved-stivhed, altså intet skelet af en stærk stamme med kraftige grene på kirke-træet; er der ingen lærebevidsthed, intet teologisk bolværk; så er der heller ikke mere tale om et træ/en kirke. Så er træet reduceret til græs eller, for at bringe en anden bibelsk metafor på banen, den er blevet som er avner i vinden, der blæses hid og did af tidsåndens lunefulde vinde. Hermed er kirken gået i ét med vinden/verden. Sandheden forkyndes da ikke længere som et evangelium til tro, men som en mulighed, der skal godtgøres på utilitaristisk vis (det virker tilsyneladende) eller på parlamentarisk vis (det er sandsynligvis det mest rigtige for de fleste). Kirken er blevet reduceret til en ideologi, en strømning, et parti. 

Sejlivede træer og sejlivede kirker

Et sundt og dermed sejlivet træ er lykkedes med at finde balancen mellem det afstivende skelet og det livskraftigt bøjelige vækstlag. Ligeså: En sund og sejlivet kirke er på én gang både rodfæstet på sit standpunkt og i levende (dvs. reelt påvirkelig) samtale med sin kontekst (både i tid og sted). 

Alt dette kan du tænke på, næste gang du ser træer udenfor dit vindue, der nok svajer i blæsten, men ikke bukker under for den. Eller du kan tænke på det næste gang du danner din holdning i en kirkelig debat om centrum og periferi.

Medlem af landsledelsen i Evangelisk Luthersk Netværk