Det er ofte den hengemte synd, der skiller os allermest fra Gud; dér i det skjulte, hvor vi endnu ikke har taget hænderne af vores liv; dér hvor Gud beder os overgive den allersidste rest af selvgodhed.
Der er mange mennesker, som oplever at miste i disse måneder. Miste job, penge, investeringer, sociale oplevelser, helbred, sikkerhed og planer for fremtiden – måske miste fodfæste i mere eksistentiel forstand, eller miste selve det jordiske liv.
Vi brokker os naturligvis, når tingene går skævt. Det er jo dødirriterende.
For nogen er det ikke kun irriterende. De rammes på en nerve i tilværelsen og drives til kanten, hvor de skælder ud på Gud. Man forstår dem godt.
Vi gennemrystes i krisetider. Og det er helt ok at skælde ud på Gud. Skældud på Gud kan være en tillidserklæring, fordi jeg stoler på, at Gud kan rumme mine krænkede følelser, og at de behøver et kærligt sted at blive rummet. Men skældud på Gud kan også blive en anklage mod dén Gud er, og dén måde han handler på i sin retfærdighed. Her begynder synden at ulme.
I takt med klageråbenes tiltagende styrke og omfang, dukker der ofte, næsten umærkeligt, sider op af mig, som jeg troede, jeg havde skaffet af vejen. Som lig, der blev kastet i havet for længe siden, driver de nu ind til kysten i pålandsvinden. Min synd er ikke længere i det skjulte. Den er åbenlyst til skue. For mig og for andre – for Gud var den kendt hele tiden. Men han vil, at jeg selv skal se den og bekende den.
Som Job, må vi i krisetider lære at vende om fra syndens og anklagens bitre vej. Han levede i et ret forhold til Gud (Job 1,22). Og hans smerte var reel og helt igennem menneskelig. Men efter 40 kapitler med klage og råb til Gud over sit elendige liv, er Job faretruende tæt på at anklage Gud:
”Vil den, som klager over den Almægtige, føre sag mod ham? Den som går i rette med Gud, må give svar,” spørger Gud til sidst. (Job 40, 1-3).
Men Job opgav klogeligt sin anklage mod Gud i tide (Job 40,5).
Gør du og jeg? Ved vi, at vi ikke har noget at miste, som ikke allerede var Guds at tage?
” Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte,
prøv mig, og kend mine tanker,
se efter om jeg følger afgudsvej!
Led mig ad evighedsvej!” siger salmisten (Sl 139,23-24).
Da Gud mistede, blødte hans hjerte. Det kostede ham dyrt at miste sin søn for at vinde dig og mig til et liv i lyset. Så lad den hengemte synd komme for en dag. I dag. Overgiv dit eget – hvor småt eller stort det må synes – for at modtage Guds.
