Hvad bestemmer min adfærd?

Er jeg bundet til Guds gode gaver – eller til giveren?

”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har.”  Hebr. 13,5.

I det afsluttende kapitel i brevet til Hebræerne  kommer forfatteren ind på den kristne tros konsekvenser. Det er meget jordnære ting, såsom gæstfrihed og at huske de forfulgte og fængslede kristne. Derudover nævner han to ting, som ofte i Ny Testamente nævnes sammen. Det ene handler om materialisme, det andet om at holde ægteskabet i ære. Det sidste må vi nævne igen og igen i denne sære tid, hvor det ofte fremhæves som diskriminerende at hylde ægteskabet mellem mand og kvinde. Men det er nu det andet emne, jeg vil fremhæve i forbifarten.

Vor tid taler en del om krigen i Ukraine og jordskælvet i Tyrkiet og Syrien. Men også ufattelig meget om realløn, inflation, stigende fødevarepriser og hvad ved jeg. Er det virkelig så dramatisk, hvis det danske og de vestlige samfund nogle år må bremse op i den stadige velfærdsstigning? Kunne man forestille sig, at problemet i vores samfund – og måske langt ind i de kristne miljøer – er noget andet? Nemlig at kærlighed til penge i al for høj grad bestemmer vores adfærd.

Jeg taler om dette i vi-form, for jeg er en del af den rige vestlige kultur og bliver igen og igen fanget af, at min adfærd er styret af penge og andre midlertidige materielle ting.  Jeg har hele tiden brug for Bibelens ovenlys for at fastholde det rette perspektiv. Jeg søger at inspirere mig af mit barndomshjems totale sparsommelighed eller mødet med kristne fra andre dele af verden, hvor jeg igen og igen har følt mig rig og velbjerget. Først og fremmest forsøger jeg at fastholde de egentlige og evige værdier, knyttet til Gud og hans ord, og de værdier, der knytter sig til varige menneskelige og kristne relationer.

Samtidig er jeg taknemmelig for, at jeg lever i et rigt samfund med alle de valgmuligheder, det indebærer. Jeg håber, at jeg hverken på kort eller på længere sigt bliver bundet til alle Guds gaver, men at jeg er bundet til giveren af alt godt og bundet til de mennesker, Gud har sat på min vej.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights