Jeg vil gerne elske Gud med mit sind, som Gud kalder os til i Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 37. “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.”
Jeg ser det som mit kald at tjene kirken med trosforsvar. Jeg er heldigvis ikke den eneste, der synes, at trosforsvar er vigtigt. Vi er nogle tænkere – eller lad mig bare sige det, som det er – vi er nogle nørder, som elsker at grave os ned i noget, som vi synes, er interessant. Det kan der sagtens komme noget godt ud af. Men faren er også, at vi graver et sted, hvor der ikke er noget guld at finde, som vi kan give til kirken. Vi kan være optaget af nogle filosofiske, teologiske eller videnskabelige spørgsmål, som kirken ikke (umiddelbart) har udbytte af, og som mest af alt tilfredsstiller vores egen nysgerrighed. Som nørder for Jesus må det være vores primære bekymring: at vores tankearbejde er til opbyggelse af Kristi legeme.
Jeg tror, at jeg taler på vegne af en del gode hoveder i kirken. Vi hungrer efter at bruge vores intellekt på en meningsfuld måde. Hvor skal vi sætte ind? Fortæl os, hvor vi skal grave. Vi vil gerne grave. Vi vil bare ikke gøre det forgæves. Hvordan kan vi være til hjælp?
Så lad mig slutte af med nogle spørgsmål. Hvor trykker skoen? Hvad synes du er sværest at forstå ved kristendommen? Hvad vil du helst undgå, at folk spørger ind til ved din tro? Hvad er det sværeste at forsvare udadtil? Hvor går vores kultur og kirken mest skævt af hinanden?
Hjælp nørderne for Jesus til at gøre gavn for kirken, og tal med dem om troens udfordringer. De vil gerne hjælpe og arbejde med spørgsmålene.
Find et godt hoved fra din kirke, tal med din menighedsledelse eller skriv til Center for Kristen Apologetik. Du er også velkommen til at skrive til mig på larsbsj@gmail.com. Et overblik over aktuelle udfordringer er meget værdifuldt for os. Tak!