”Hvad hedder nu dén der blå én..?” spurgte min datter på to år inden sovetid.
”Den blå..? ” sagde jeg forvirret. Så kom jeg i tanke om, at jeg havde fortalt hende om Gud og Jesus og Helligånden en af dagene før. Måske var det det, hun kunne huske. Jeg havde dog helt sikkert ikke sagt noget om, at nogen af dem var blå…
”Mener du Helligånden?” prøvede jeg.
”Ja!”, sagde hun begejstret.”Det er Helligongen! Ham, der blæser her ind i mit hus, og aer mig på kinden” Så fortsatte hun:
”Gud er i himlen, Jesus bor i mit hjerte og Helligongen aer mig på kinden. Der er tre” sagde hun med et belærende blik, og stak tre skæve fingre i luften.” Gud og Jesus og Helligongen. Alle sammen!”.
”Ja nemlig, godt husket” bekræftede jeg, og besluttede, at det måtte være forklaring nok om treenigheden for en toårig den dag. Så var der luftet ud inden sovetid.
Noget af det, som er kommet mest bag på mig i mødet med små børn, er, at de er åndelige mennesker. Ligesom dig og mig. De har ofte, et helt eminent åndeligt kompas. De ligger sjældent under for voksencensur og tabuer. De siger gerne ligeud, hvad de tænker. I takt med deres alder, stiller de præcise spørgsmål med simple ordstillinger, der skærer så tæt til benet af troens liv og lære, at det får en voksen teolog til at ryste i bukserne:
- Min mor og far siger jeg ikke må blive døbt, men det ville jeg gerne.
- Jeg elsker at gå i kristen børneklub, der har jeg mange venner, men det har jeg ikke i skolen.
- Jeg hader Djævelen, det var dumt, at Gud skabte ham.
- Min mor og far er skilt, men jeg synes de skulle tilgive hinanden.
- Hvorfor bander nogen mennesker, når det gør andre kede af det?
- Hvorfor bor min onkel og tante sammen, når de ikke er gift?
- Jeg har bedt for min bedstemor, hvorfor bliver hun ikke rask?
- Kommer jeg ikke med i himlen, hvis jeg er i tvivl?
- Kan jeg komme i fængsel, hvis jeg tror på Jesus?
Mindre børn kan bryde ud i spontan jubel, gråd eller klage, når noget fra Guds Ord rammer dem i hjertet.
De kan undre sig og grunde, rynke brynene og få store ahaoplevelser. De kan ofte lide at synge, danse og klappe, når vi lovsynger Gud. De øver sig bravt på at sige undskyld, selvom det gør ondt på stoltheden. De vægrer sig gevaldigt mod at springe andagten over efter aftensmaden, når mor og far har travlt…
Jeg må bare sige det, som det er: Børns åndelige liv og deres forståelse af troslæren, er forbilledligt for os voksne på en frekvens, vi ikke altid helt forstår! De har tillid og indsigt, som vi må beundre og glæde os over.
Åndelig samtale med børn, er ikke kun godt for børn, men også for de voksne. Her finder vi nogle af de meste fantastiske vidnesbyrd om, hvem Gud er. Det må vi ikke gå glip af!
Image by gpointstudio on Freepik
