Havehække og begrænsninger

Midt i vores lille have står der en hæk. Den er i virkeligheden lidt for stor og massiv til vores lille have og det ville nok være en naturlig tanke at få den fjernet, så haven bliver mere overskuelig. Men heldigvis er jeg gift med en arkitektuddannet, som ved noget om oplevelser af rum og hun har lært mig, at netop det, at man ikke kan overskue hele haven, gør at den opleves større end den egentlig er. Vores udsyn er begrænset og den begrænsning gør noget positivt for vores oplevelse af haven. Der er områder, som vi kan udforske – noget som vi må flytte os for at kunne se.

Begrænsningens glæder

Og hvad vil jeg så sige med dette? Jo, dette eksempel anskueliggør for mig den indsigt, at grænser og begrænsninger kan være vældigt positive og berigende. Og at grænseløsheden, på trods af dens umiddelbare tiltalenhed, i de fleste tilfælde til sidst bliver kedelig, monoton, forfladigende. Lad mig forsøge at forklare lidt om, hvorfor det ikke udelukkende handler om havedesign.

Et banalt (og måske også lidt subjektivt) eksempel er årstidernes skiften. Mine børns ekstatiske glæde over det snevejr og de kælketure, som vi kan hygge os med for tiden, ville ikke være den samme, hvis vi havde endeløse vintre. Det samme kunne siges om højsommerens fryd i under den iskolde haveslange. At hverken sommer eller vinter er ubegrænsede på vore breddegrader giver en intensitet til øjeblikket, som jeg i al fald nødig ville være foruden.

Et mere sprængfarligt eksempel er kønspolariteten. At menneskeheden er delt i to biologiske køn er en smuk og på alle måder værdifuld grænse, som vi burde gå stolte parader for at fejre. Dette ældgamle skel vil vi tabe meget ved at rive ned. Min kone har nogle psykiske og fysiske styrker, som jeg ikke har. Og omvendt. Dermed også sagt at vi har hver vores begrænsninger. Men disse begrænsninger er positive og frisættende. For der er noget, som vi hver især som mand og kvinde ikke skal kunne. Og “haven” bliver større på den måde. Der er noget, som vi kan udforske; som vi ikke kan overskue derfra, hvor vi selv står.

Findes den grænsesløse autonomi?

Norm(alitets)nedbryderne vil have væltet hækken midt i haven. Og det giver mening, hvis man anser enhver grænse som en begrænsning, der hindrer menneskelivets udfoldelse. Men den fuldstændige autonomi er ikke uden sine egne paradoksale begrænsninger. Interessant nok betyder ordet “autonomi” netop noget i retning af “selv-lov” (auto ~ selv og nomos ~ lov). Den normkritiske autonome vil uundgåeligt selv sætte egne grænser – og det gør han/hun/hen så: At sige at køn er en social konstruktion er ligeså kategorisk og dermed grænsedragende et udsagn som at sige at det ikke er det. At kræve at blive tiltalt med et bestemt pronomen er vel ligefrem mere begrænsende, end at lade almindelig intuition afgøre hvilket pronomen, der falder naturligt.

For mig er det queer-ideologien, der trods sin stædige mangfoldige insisteren på det modsatte, der er farveløs. Vi lader hækken blive stående.

Ny hjemmeside!