Denne jul fløj hen over hovedet på mig. Men kan en andægtig råkold februar-aften ikke ligesåvel bruges som en fejring af Jesu fødselsdag?
Julen, i kristelig forstand, fløj hen over hovedet på mig denne gang. Ærlig talt.
Jo, jeg sang da med på “Tak og ære være Gud.” Af karsken bælg faktisk. Og jo, jeg følte da den forventlige fryd derved. Men det var nok, hvis jeg skal være ærlig, mere melodien og stemningen og minderne end det teologiske indhold, der talte til mig. Det var mere tone end det var tekst. Mere sentimentalitet end fromhed. Mere “Dejlig er Jorden” end “Prægtig er Guds Himmel.”
Måske hænger det sammen med, at det var en rigtig arbejdsgiverjul. Juleferien var for mit vedkommende ikke mere end en forlænget weekend, hvor jeg slet ikke kunne nå at finde roen. Eller jeg kan jo sådan set sagtens finde roen på en almindelig forlænget weekend i et sommerhus eller i et shelter i en skov. Men alt det, som der følger med en god familie(-venlig) julefejring med julegaveindkøb og “Driving Home for Christmas” og julekonfekt og Disneys Juleshow og et cetera, levner ikke megen plads til andægtighed og ærefrygt. Så måske jeg kan undskylde mig med “trængsel og alarm” og en kommercialiseret julehøjtid. Måske. Mon ikke også syndig ligegyldighed og åndelig træthed kan spilde ind?
Julen er ikke et sakramente
Men. Der er et herligt befriende “men” i alt dette.
Julen er ikke et sakramente. Vi har ingen bibelske formaninger om at vi skal fejre jul. Det kan godt ske, at der er mængder af gode grunde og ydre “tegn”, men der ikke påbud lig nadverens “gør dette” eller dåbens “idet I døber dem og lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”
Jeg er personligt temmelig ligeglad med om min omgangskreds husker min fødselsdag. Ja, jeg ville selv ofte glemme den, hvis ikke mine nærmeste efterspurgte en ønskeseddel. Hvis Jesus blev menneske i så konkret forstand, at han ligefrem kan have fået personlighedstræk, der ligner mine på dette punkt, så ville han også være noget nær indifferent. Og især, da, hvis han så, hvor gennemsekulariseret hans fødselsdags(forbrugs)fest havde udviklet sig.
Misforstå mig ikke: julen er en god og gavnlig anledning til refleksion over inkarnationens mysterium. At Gud iklædte sig kød og blod, som man kunne føle på, lave sår i, spytte på og omfavne. Det er ekstremt og exceptionelt. En jordbunden og verdensomspændende kærlighedsgerning i en sølle og givetvis iskold stald i Bethlehem.
Men kan jeg ikke ligesåvel opleve og fascineres af dette på en råkold, fugtig og træt februar-aften? Mon ikke faktisk denne usentimentale, sub-gennemsnitslige kontekst bringer mig emotionelt nærmere hin juleaften i Bethlehem, hvor intet herberg fandtes ledigt og træthed, frustration og fødselssmerter må have fyldt ganske meget mere en stearinlys og ris ala mande.
For mig kan en februar-julestund, som denne, være fuldt lige så åndeligt berigende som den smukt oppyntede juleaften i familiens skød med gaveregn i stearinslysoveropvarmede stuer.
Og ja, det er da trist, at Jesus på den måde skubbes lidt til side, når julen kommer buldrende. Men heldigvis behøver vi ikke stoppe med at reflektere over og takke for julens frelsende budskab, bare fordi det er blevet hverdagsfebruar ovenpå en hamster-jul i den gamle trædemølle.
