Gå til indhold
Hård hud, makker!

Hård hud, makker!

Det er noget af et par uger min kone og jeg er ved at lægge bag os. Vi var kun lige vendt hjem fra vores bryllupsrejse, da Kristeligt Dagblad bragte en kritisk artikel om min bog, En lang bedre vej, som satte gang i en mindre mediestorm.

Pludselig blev jeg ringet op af en lang række danske medier, og omtalen har ikke ligefrem været flatterende. For nu at sige det mildt.

Det er kun forståeligt, at mange af mine pårørende er blevet bekymrede over, hvordan det påvirker min kone og mig. Igen og igen er jeg blevet spurgt ”kan du holde til det?” og folk omkring mig har både opfordret til samtaleterapi og psykologhjælp for at få bearbejdet oplevelsen.

Og sandt at sige, så har de sidste par ugers oplevelser påvirket både min kone og mig. Måske ender jeg endda med at takke ja til et af de fine tilbud.

Læs omtale af bogen her: En langt bedre vej

Tager en for hele holdet

Hvad jeg dog har bemærket er, at folks bekymringer har det med at blive en selvopfyldende profeti: Hver gang folk siger ”pas på dig selv!”, så gør det mig mere og mere bekymret og usikker på, om jeg i virkeligheden er ved at gøre noget dumt. Pludselig vender mit blik sig væk fra sagen og ind mod mig selv: Er jeg mon ved at blive stresset? Kan jeg holde til det? ”Mærk efter!” som de siger.

Helt anderledes lød ordene fra en kvinde, som jeg stødte på i Menighedsfakultets tekøkken i pausen en dag. Hun sagde, hvor glad hun var det for arbejde jeg gjorde. Jeg takkede, og næsten på automatpilot fortalte jeg, at det da også havde været hårdt og så videre. Men denne kvinde fik ikke medlidenhed med mig. Hun sagde tværtimod bramfrit: ”Hård hud, makker! De knobs du tager, tager du for hele holdet. Lad være med at tænke på alle de dumme kommentarer. Nu er det tid til at kæmpe din kamp!”

Jeg forlod det tekøkken med kampgejst og blod på tanden. Jeg følte mig usårlig. Ord skaber nemlig virkelighed – og i dagevis havde menneskers velmente ord skabt den virkelighed, at jeg satte mig i en farlig og sårbar position. Men denne bemærkning rankede min ryg. De gjorde mig stærk. Hun vidste, at jeg netop nu ikke havde brug for at ”mærke efter” og ”passe på mig selv” – for så ville jeg ikke have styrken til at udføre det kald, der lå foran mig.

Forstærke problemet snarere end formindske det

Denne kvindes ord går i virkeligheden lodret imod den gængse tankegang i vesten i dag: Vi tænker, at alt skal udtrykkes og italesættes: Det er sådan vi passer på os selv. Idéhistorikeren Michel Foucault har dristigt påpeget, at den moderne vestlige verden blev født i skriftestolen: Her lærte vi for første gang vigtigheden af at motivransage os selv og fortælle om sine inderste følelser for en anden. Snart skulle denne mekanisme brede sig til psykologien og terapien og i dag næsten gennemsyre vores kultur, hvor vi vurderer enhver relation på, om den tillader os at åbenbare vores inderste, skjulte tanker.

Det er ikke kun dårligt, og jeg har selv flere gange i mit liv oplevet lettelsen ved at sætte ord på det, der før har været gemt væk. Men faktisk er der stærkt forskningsbelæg for, at det gentagne gange at fortælle om en hård oplevelse netop vil forstærke problemet snarere end formindske det – som om hjernen hver gang vil genopleve et lille traume.

Nogle gange har vi ikke brug for at ”mærke efter”. Vi har brug for styrke. Ingen kommer igennem et kristent liv uden at skulle tage nogen knops for sin tro. I de perioder har vi brug for gode forkyndere og ledere, der bramfrit tør sige til os: ”Glem dig selv, og se på målet. Hård hud, makker! Du får brug for det.”