Advent er en tid, hvor håbet er i centrum. Vi er i forventning om dét, som skal komme. Vi skal snart fejre julen med det forunderlige budskab om Frelseren, der blev født i Betlehem, og dermed opfyldte han det håb, som Israels folk havde haft i mange, mange generationer.
Vi lever i tiden efter, at dét håb blev opfyldt, men vi lever stadig i håbets tid. For vi er i forventning om og håber på, at Jesus vil komme til os i dag og være vores frelser. Der er mange af vores advents-salmer, som har dette fokus: ”Kom du ærens konge, kom, hjertet er din ejendom”, synger vi i salmen ”Tak og ære være Gud”. Når vi oplever konflikter, kriser, sygdom og forskellige former for nød, så beder vi og håber, at Jesus vil komme til os med sin trøst og hjælp.
Håbet er afgørende for at kunne holde ud i svære perioder af livet. Vi er mange, der har fundet trøst i ordene fra Jeremias bog, som blev sagt til Israels folk, men som også er sagt til os, fordi de udtrykker Guds sindelag og ønske for sit folk: ”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.” (Jer 29,11). Her udtrykkes det meget smukt, hvordan håbet er noget, der gives til os. Gud er ikke alene den, der opfylder vores håb, men også den, der giver os håbet. Gud giver os håb, når vi føler os håbløse. Når Gud hjælper os, er det nogle gange ved en underfuld, pludselig indgriben, men andre gange er det ved at vise os en vej, som vi kan gå og ved at tænde et lys for enden af vejen. Og ikke mindst, så kan han hjælpe os ved at sende mennesker til at gå sammen med os og holde håbet i live.
Jeg er kommet til at holde meget af en nyere adventssalme fra 2015 af Dy Plambeck, som hedder ”Hold håbet op”. Den udtrykker, hvordan vi har brug for, at andre hjælper os med at holde fast ved håbet, ved at holde ”det udstrakt foran mig”. Hun har selv sagt i et interview i Kristeligt Dagblad for nogle år siden, at hun med udtrykket tænkte på et banner i en demonstration for håbet. Vi har brug for at andre holder håbet op foran os, når vi ikke selv magter det.
Vi lever i en tid med megen frygt for fremtiden og forskellige former for angst. Det er særlig vigtigt i vores tid, at vi hjælper hinanden med at holde fast ved håbet og ikke giver efter for fortvivlelse og sortsyn. Der er nogle som forveksler håb med mangel på vilje til handling. Men håb og handling udelukker ikke hinanden. Tværtimod, så er det håbet der sætter os i gang med at handle; for håbet er som et lys, der viser os vej og inspirerer os til at arbejde for dét, vi håber på. Noget af det vigtigste, vi kan gøre for hinanden, er at give opmuntring, tro på livet, give håb.
Det særlige ved det kristne håb, som adventstiden handler om er, at håbet ikke kun bygger på det, vi er og kan. Det kristne håb hviler på dét, Gud er og kan, og derfor er det bedste, vi kan gøre, at tage imod håbet om, at Jesus kommer til os. Som Dy Plambeck skriver: ”En glød i mørket, og jeg mærker glæden ved, han er på vej, det er et lys af evighed”.
1. Hold håbet op og hold det udstrakt foran mig,
her er en fremtid, her er liv, han er på vej.
Se, snefnug ligner noder i en symfoni,
jeg ser på himlen over dét, jeg lever i.Hold håbet op.
Stjernen viser vej.
Hold håbet op.
Mørket skjuler sig.
Hold håbet op.
Hold det foran mig.2. Vi venter midt i verset i en adventssang,
en stilhed efter stemmerne, der var engang.
Den hænger tungt i luften her som efter storm,
urolig sitren førend verden får sin form.Hold håbet op …
3. En julerose er en smuk men ydmyg blomst,
jeg tænker på et ord, det er: Tilstedekomst.
En glød i mørket, og jeg mærker glæden ved,
han er på vej, det er et lys af evighed.Hold håbet op …
Dy Plambeck, 2015
