Gylling Æbeløs karikatur af missionsmanden

Brødrene Æbeløs angreb på missionsbevægelserne er den perfekte storm. En personlig beretning kan man ikke tillade sig at drage i tvivl, og forleden sendte jeg et læserbrev i Kristeligt Dagblad, hvor jeg føler med dem og deres letforståelige smerte. Denne følelse mærker jeg fortsat. Samtidig er jeg, som mediehistorien har udrullet sig, blevet opmærksom på noget: Historien, som mange medier villigt agerer mikrofonholdere for, er stærkt ensidig. Med forskellige eksempler på, hvordan de som homoseksuelle er blevet mødt i deres ungdom, tegner de medieportrættet af en fordømmende, unuanceret og afstumpet missionsmand.

Vi skal ikke være sene til at erkende vores fejl. Imidlertid kan vi minde os selv om, at en tegning kan være så unuanceret og optegnet, at den bliver en karikatur. Vel er næsen spids, men så spids er den heller ikke. Nok er brillerne store, men de fylder dog ikke hele ansigtet. Vi forkynder fortabelsens mulighed, men vi spyer ikke svovl ud fra prædikestolen. Vi forkynder og vejleder i bibelsk etik, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har hørt en missionsmand/-kvinde udtale sig ufølsomt eller ensidigt om homoseksuelle.

Stadig kan jeg ikke tillade mig at drage brødrenes oplevelser i tvivl. Jeg gik ikke i hælene på dem, og deres ord kan være sande, hvert og et. Men at oplevelserne er nøje kuraterede, og at mange andre har haft helt anderledes oplevelser, vil jeg hæve over enhver tvivl. Det samlede billede af missionsmanden fremstår som en karikaturtegning. Jeg genkender nogle af ansigtstrækkene i brødrenes tegning, men de er fortegnede og forstørrede, så han fremstår latterlig.

En karikatur er ikke et portræt. Det er fint lige at standse op og betragte tegningen, og vi skal være villige til at give indrømmelser – men ikke til at ændre teologi. Det er ikke latterligt at fastholde Bibelens definitionsret af, hvornår synd kaldes synd. Eller pinligt at fastholde Jesu insisteren på, at vi syndere både mødes med tilgivelsen og kaldet til at gøre op med synden. Begge dele hører med til missionsmandens portræt – også selvom karikaturen fortegner dem.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights