Hold fast, hvis du vil undgå troens langsomme udglidning. Og at holde fast indebærer bevidste valg.
En meget nær ven af mit barndomshjem i Hirtshals valgte på et tidspunkt at prøve at stå af det med at bede og læse i Bibel og gå i kirke. Han følte ikke, at det gjorde den store forskel, så han blev ved med at lade det ligge. Og langsomt gled troen fra ham. Næsten umærkeligt langsomt.
Jeg fortæller denne lille historie for at komme med et opråb: Lad ikke coronatidens nedlukning af gudstjenestelivet snige sig ind i sjæl og sind, så du langsomt og omtrent uden at mærke det lukker ned for troen.
Tro aldrig, at det aldrig kunne ske for dig! Det kan ske for enhver af os. ”Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen”. (Hebræerbrevet kap. 3 vers 14) – ”holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen” – er det til at misforstå? Der skal holdes fast. Og at holde fast indebærer bevidste valg.
Det er ikke anderledes end med kærligheden i et ægteskab. Vi har del i hinanden, hvis vi indtil det sidste holder fast i den kærlighed, vi havde i begyndelsen. Ethvert ægtepar ved, hvor bevidste valg det kræver. Hele livet. Man kan aldrig sætte det på standby-knappen. At man fra tid til anden gør det, mærkes. Det slækker på kærligheden. Og fortsætter man i det spor, glider kærligheden og ægteskabet ud i tomhed og død.
Svenskeren Magnus Malm skriver i en af sine bøger: ”Det er ikke den kritiserede tro, der sekulariserer os, det er den ikke-praktiserede tro. Det er den bøn, jeg ikke beder. Det er de bibeltekster, jeg ikke vender tilbage til. Det er den gudstjeneste, jeg ikke deltager i.”
Alle jer, der i forlængelse af coronatidens gudstjeneste-nedlukning ikke rigtig er kommet i gang med gudstjenestelivet igen: Vend tilbage til gudstjenesten! Stop jeres egen nedlukning.
Bild jer ikke ind, at I klarer det fint nok med den hjemlige husandagt. Det er at undervurdere betydningen af at få livskilden udefra.
Den tyske modstandsmand og teolog, Dietrich Bonhoeffer, skriver i en af sine bøger: ”Den Kristus, der er i ens eget hjerte, er svagere end den Kristus, der er i broderens ord.”
En anden svensker, Peter Halldorf, har skrevet noget dybt sandt om gudstjenesten:
”Der er en sammenhæng mellem det at holde sin tro i live og gå i kirke, som i vores tid ofte bliver overset. Når det gælder det åndelige livs overlevelse, er gudstjenesten faktisk endnu vigtigere end den personlige andagt. Det Åndens nærvær, som udfolder sig, når ”to eller tre kommer sammen”, tilfører troen en styrke og næring, som man sjældent får, når man er alene.”
Tilbage til den gode søndagsvane med gudstjeneste! Grib urokkeligt fast igen.
