Jagten på høje karakterer og en flot uddannelse er intens, når tusindvis af studerende om lidt tager hul på et nyt semester. Men er gudgivne gaver som evnen til omsorg og medleven druknet undervejs?
Sara Sulkjær er ny blogger hos ELN. Hun er 24 år, bosat i Skærbæk og arbejder i Ny Form i Ribe. Læs hendes første blog her:
Eksamensbeviset, hun får stukket i hånden af rektor til den afsluttende fest på gymnasiet, åbner døre. Døre til de fine uddannelser og de godt betalte jobs.
Få år senere dropper hun ud af studiet. Sætter du kort efter kursen forbi den lokale tøjforretning, møder du hende der.
”Det giver dig også god tid til at finde ud af, hvad du så kunne forestille dig”, påpeger flere bekendte.
”Tja, måske jeg bliver så glad for arbejdet, at jeg bliver hængende og uddanner mig i butik”, lyder svaret.
De undrende blikke står i kø. Nogle giver udtryk for deres overraskelse: ‘Jamen, du skal da bruge dit gode hoved’. Andre nøjes med at tænke det.
For hvilken ung er dum nok til ikke at udnytte sine evner? Dum nok til at takke nej til det stilrene kontor, den gode lønseddel og de spændende projekter?
Måske spørgsmålet snarere bør omhandle dét, det hele handler om. Dét, som ambitiøse unge dag efter dag jagter i undervisningslokaler landet over: Evnerne.
For hvad er evner egentlig? En Guds given gave vil mange i de danske missionshuse nok mene. Jeg tror, de har ret. Men jeg tror også, at vores evner rækker langt bredere end karakterbladets kolonner.
Guds gaver kan ikke plottes i rammer. Han ser i stedet, hvordan den unge mand med det medfødte syn for andre kan blive en både dygtig og vigtig pædagog.
Han ser, hvordan kasseassistenten i Netto med en betænksom bemærkning får den gråhårede kunde til at vise sine skævt skårne tænder i et taknemmeligt smil.
Det er på høje tid, at vi udvider vores horisont. At vi fjerner skyklapperne og åbner øjnene for den skov af evner, som Gud har beriget os med. Ikke kun de evner, der sort på hvidt kan aflæses på eksamensbeviset, og som pryder profilen på LinkedIn.
Ingen tvivl om, at disse evner er vigtige. Uden den dygtige tekniker havde du næppe kunnet læse denne blog fra din smartphone. Uden dygtige tandlæger havde dit smil meget vel matchet den ældre kunde i Nettos.
Alligevel er der evner, der tæller mindst lige så højt. Lad os derfor sammen hylde den brede farvepalette af evner, som Gud har udrustet os med.
Lad os hylde dem, der scorer højt i eksamenslokalet og træder ind ad dørene på universitetet.
Men lad os lige så vel hylde dem, der vælger at bruge deres gudsgivne humør, deres medleven og deres omsorg i vores børnehaver og butikscentre. For Guds gode gaver ses ikke kun på eksamensbeviset. De rækker langt videre end det.
Lige præcis. Hvorfor er det kun boglige evner, man ikke må “spilde”?
Hvis man har et “godt hoved”, men også et godt håndelag, ville det så ikke være “spild af håndelag” at få et bogligt arbejde? Det er der sjovt nok ikke nogen, der siger. Det boglige snobberi lever endnu.
Eller har folk en ide om, at det praktiske er noget, “alle og enhver kan”, men det boglige er ikke? Det er jo ikke rigtigt. Der er mange, som ikke har praktiske evner.
Man skal vel også “bruge sit hoved”, når man arbejder i en butik? Selv om man ikke bruger det på en “akademisk” måde?
Desuden kan man jo også “bruge sit gode hoved” på andet end lønnet arbejde. Tænk på Paulus, som tjente penge ved at sy telte, og som brugte “sit gode hoved” (og sine nådegaver) i en ulønnet aposteltjeneste.
Hilsen fra en cand. teol., som arbejder på et pakkeri (med glæde!), og som bruger sin uddannelse som “hjemmeteolog” med kommentarer på diverse blogs mv.
Hej Anne,
Tak for din kommentar. Det er en interessant måde, hvorpå du vender problematikken – en problematik, som vi også ser afspejlet i samfundet generelt, hvor de manglende unge på erhvervsuddannelserne blandt andet taler sit tydelige sprog om en kultur, hvor de akademiske uddannelser og de dertilhørende evner sættes på piedestal. En plads, som vi ud fra et kristent perspektiv vel sagtens kan blive enige om burde tilegnes den brede vifte af jobs, af uddannelser og af evner. For vi har brug for akademikerne, ligesom vi har brug for den dygtige medarbejder på pakkeriet.
God søndag til dig,
Sara
Hej Sara.
Ja, tendensen ses også i samfundet mht. uddannelser.
Egentlig er det vel en lidt små-gnostisk ide, at åndens arbejde skulle være finere end håndens (kroppens)? Det er i hvert fald ikke bibelsk. Og da slet ikke luthersk. Jf. Luthers kaldsetik: Tjenestepigen, der fejer gulvet, tjener Gud lige så godt som præsten, der prædiker.
I øvrigt er der vel næppe noget arbejde, hvor man ikke bruger både hænder og hoved. Det er bare forskelligt, hvad man bruger dem til.
Kontorarbejderen med den akademiske uddannelse bruger også sine hænder til fx at skrive med.
På pakkeriet skal man, trods det rutineprægede arbejde, også bruge sit hoved. Fx til at regne ud, hvor mange kasser, der kan stå på en palle. Eller finde ud af, hvordan man lettest og mest praktisk og mindst tidskrævende løser en opgave. Og nej, det er ikke noget, “alle og enhver” kan.
Mvh. Anne,
PS. Et ord, som viser opvurderingen af det boglige frem for det praktiske, er ordet “overkvalificeret”.
Jeg er tit blevet spurgt, om jeg ikke som teolog var “overkvalificeret” til at arbejde på et pakkeri.
Mit svar er: hvordan kan jeg være det, når jeg ikke har lært noget om pakkearbejde på universitetet? Jeg står ikke “over” den slags arbejde pga. min uddannelse. Jeg vil hellere sige “anderledes kvalificeret”.
Over / underkvalificeret giver vel kun rigtig mening, hvis uddannelse og job ligner hinanden.
Hvis jeg var stjernekok på Noma, men valgte at arbejde i en pølsevogn, ville jeg være “overkvalificeret”, da en kokkeuddannelse ikke er nødvendig til det.
Hej Anne,
Ja, det er fantastisk, hvordan Gud har udstyret os med sine gode gaver – og ikke mindst hvordan de gør gavn i mange vidt forskellige henseender. Vi har meget at takke for.
God aften,
Sara
Ja, nemlig. 🙂