Daniel Øhrstrøm skrev i Kristeligt Dagblad en fin nekrolog om en af de allerstørste norske forfattere i nyere tid, Dag Solstad.
Solstad voksede op i et tydeligt kristent hjem, men lagde det bag sig, da han forlod hjemmet. Men det slap øjensynlig aldrig helt taget i ham. For i de senere romaner rumsterer det på mærkværdige måder, som om Solstad selv er i tvivl om sin tvivl.
Jeg løb selv ind i en af Solstads bøger første gang, da jeg temmelig tilfældigt fik fingre i ”Professor Andersens nat”. Den fangede mig fuldstændigt.
Kort fortalt handler bogen om professor Andersen, som en juleaften står i sin lejlighed i Oslo, hvor han bor alene og bliver vidne til et mord i en lejlighed overfor. Det ryster ham selvfølgelig helt ind i dybet. Og det er, som om det bliver en øjenåbner i forhold til det liv, han indtil nu har levet. Et liv med udvendig set stor succes. Men nu bærer han på en helt ubærlig ting, mordet juleaften, som han helt uforståeligt ikke har meldt til politiet, selvom han hele tiden tænker, at han skal gøre det. Men han gør det ikke. Og det plager ham selvfølgelig. Og den plage sætter ligesom en proces i gang i forhold til hans øvrige liv.
Da han nu er ramt af noget, der handler om liv og død, opdager han, at alt hvad han ellers har foretaget sig, når han sidder med sine venner, dybest set handler om ingenting. Der er en tomhed og ligegyldighed i alt det, de øjensynlig er meget engagerede i. Når de sidder der ved middagsbordet og diskuterer i øst og vest om det ene efter andet store tema, så afsløres mere og mere – med meget humor – hulheden i det, hykleriet, skuespillet.
Jeg oplevede, da jeg læste den, at den ramte noget i mig selv: en følelse af hulhed i mit eget liv, en følelse af falsk alvor, af rent egoistiske motiver bag alt, også alt det, der kan ligne et engagement i andre menneskers ve og vel. En følelse af udvendighed, af overfladiskhed i det, som får andre til at beundre det som lidenskab og seriøsitet.
På den måde rører Solstad ved noget, som i det kristne perspektiv udtrykkes med begrebet: syndserkendelse. Erkendelse af hulheden, skuespillet, hykleriet, som man kan få øje på i meget af det, man gør og siger.
Jeg har fundet samme tråd i de andre romaner, jeg har læst af Solstad. En tråd som handler om en fundamental skamfølelse i et menneskes liv, og et behov for at holde en distance til sit liv, til alt i livet, og gå på listefødder i forhold til noget, der kunne afsløre skammen. Og tæt ved skammen kan skylden jo ligge.
I Professor Andersens nat åbnes der for et større skyldperspektiv, og dermed en større horisont end den rent menneskelige. Guds-horisonten melder sig. Ikke som en klar udmelding fra Solstad om tilslutning til tro, men som noget der ligesom uundgåeligt melder sig som et stort og vigtigt spørgsmål: Kan vi komme udenom Gud? Kan vi komme udenom at tale om skyld i den helt store målestok?
”Hans undladelsessynd kunne ikke forsvares. (…) Professor Andersen var ikke en religiøs mand, det stod ham fjernt at tænke i disse baner, men nu kunne han ikke andet end at udbryde, når han tænkte og tænkte på, hvad det var, han havde viklet sig ind i og ikke kunne vikle sig ud af, selvom han så gerne ville: ”Ingen kan have sin egen Gud. Selv ikke den gudløse”. Det gav et spjæt i ham, da han tænkte det. Men han måtte indse, at tanken var selvindlysende, og han ikke kunne andet end at forholde sig til den.”
Daniel Øhrstrøm bringer et citat fra et interview i Kristeligt Dagblad i 2020: ”Jeg taler med Gud, selvom jeg ikke tror på ham.” I interviewet sagde han videre: ”Jeg er i hvert fald heller ikke ateist. For jeg tror netop på, at samtalen bliver dybere, når nogen peger op mod himlen. Når nogen løfter blikket for at vise, at der er et liv, der ikke handler om at se ned i skærme, gældsslaveri og underholdning.”
I sin sidste roman, ”Generthed og værdighed”, lod han hovedpersonen sige noget, som er svært at læse som andet end det, der var blevet hans eget ”tros”-sted: ”Jeg tror ikke på Gud. Jeg tror ikke på dommens dag. Jeg tror ikke, der findes engle, eller noget Paradis, hvor dette liv leves, efter at døden har slukket det. Der findes ingen frelse, for jeg tror ikke på Gud. For mig gør der ikke det. Men alligevel er det denne Gud, jeg om og om igen og atter igen stiller mig foran og udtrykke det samme paradoks til. Fordi det bare er foran denne Gud, som jeg ikke tror på, at jeg kan sige det. Guds eksistens gør det problematisk ikke at tro.”
Måske er Dag Solstad en variant af den ene af de to røvere ved siden af Jesus på korset, som til allersidst får det sagt: ”Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige”.
Under alle omstændigheder kan jeg anbefale Dag Solstads litteratur. Man bliver lidt klogere på verden og sig selv, når man læser ham. Og det kan man have god brug for lige nu, hvor verden ser ud til at gå mere og mere op i limningen.
