Jeg tav, for at ikke at blive børnehavens julehader Scrooge himself, og hørte min indre stemme sige: “Kom ned fra din høje hest, præst. Det handler ikke om tillidsbrud – det er jo bare for sjov.” Jeg var omgivet af voksne, som gik så langt i julemandslegen, at det begyndte at ligne en overgearet polterabend, hvor det mest var vennerne, der syntes, det var sjovt.
Julemandslegen ligger i en gråzone mellem løgn og alvor, hvor vi kun vi voksne ved, at det er en leg. På et tidspunkt spørger børnene, om den allestedsnærværende julemand faktisk findes, og hvad svarer vi så? Kan vi svare på en måde, hvor vi fastholder både leg og tillid – vel at mærke tillid, som holder den dag, de uigenkaldeligt indser, at julemanden ikke findes? Og lad os gå skridtet videre: Vi tror på en Gud, som ikke kan ses, og som må gribes i tillid. Hvis vi hævdede julemandens eksistens, som viste sig at være falsk, kan børnene så stole på os, når vi hævder Guds eksistens?
Der findes faktisk statistik om det: I et større amerikansk studie siger 11% af de større børn, at julemandslegen efterfølgende ledte dem ud i en tvivl om Guds eksistens. Jo mere hårdnakket julemanden blev fastholdt, desto større blev tvivlen om Gud blandt dem. (https://www.
Jeg fandt en udvej, som vist var OK: Da børnene på et tidspunkt spurgte, svarede jeg: “Nej, selvfølgelig findes julemanden ikke – det er bare noget, vi leger. Men det er en sjov leg, er det ikke?” Børn er vant til rollelege, så de tog det ret uproblematisk og legede videre med børn og energiske voksne. Samtidig kunne jeg sende min indre Scrooge på porten. Julen var reddet.
