Både kongen og statsministeren sætter retningen for Kongeriget Danmark i deres nytårstaler.
Kong Frederik sluttede sin nytårstale med de store ord, skrevet hen over skærmen i versaler: GUD BEVARE DANMARK. Dagen efter proklamerede statsminister Mette Frederiksen så at “når demokrati og religion støder sammen, så er det Gud, der har vigepligt.”
Det lyder umiddelbart som to meget forskellige ting. For som en ven sagde til mig: Kan en Gud med vigepligt bevare Danmark?
Hvad er det mon for en Gud, der tales om?
I et nyligt læserbrev i Jyllands-Posten henvender lærer Erik Dahl d. 6. januar sig direkte til Mette Frederiksen og konstaterer – i min optik med rette – at du taler ned til Gud. Hans argument er, at udsagnet “Gud har vigepligt” svarer til at sige, at hvis “tyngdeloven og demokratiet støder sammen, så har tyngdeloven vigepligt”. Eller hvis “sandhed og demokrati støder sammen, så har sandheden vigepligt”.
Jeg tænker umiddelbart, at det er kong Frederik som har fat i den lange ende: Må Gud bevare Danmark!
Nu findes der jo mange bud på, hvem er der Gud. Men en Gud med vigepligt kan ikke bevare Danmark.
Når majestæten siger Gud bevare Danmark, så lad os høre det på denne måde: Sats hele butikken på den Gud, som har åbenbaret sig for os i Bibelen, ved Helligånden, gennem Israels profeter, apostle og evangelister. Den Gud, hvis søn bærer navnet Jesus, og som bar verdens synd.
