Gud er rig nok til at nå os med budskabet om Jesu død og opstandelse, selv om vi ikke kan fejre det i den kristne storfamilie.
Ved pastoral vejleder Børge Haahr Andersen
Jeg hører til dem, som i mere end halvtreds år har fejret påskedagene i kirken. Det er gået mig i blodet, sådan at jeg dag for dag lever i påskens begivenheder, tekster og salmer. Det bliver ikke til at bære, at jeg ikke i den kristne storfamilie, hvor jeg hører til, kan synge: Hil dig frelser og forsoner. Jeg synger ofte denne salme med en klump i halsen, fordi ordene hvert år rammer mig som en forhammer. Og hvordan bliver en påskemorgen uden de triumferende opstandelsessalmer i menigheden, de salmer, som får død og djævel til at skælve.
Jeg faldt forleden over et Luther-citat: ”Vi vil nu komme tilbage til evangeliet, der ikke kun giver råd og hjælp imod synden på én måde, for Gud er rig i sin nåde.
For det første sker det gennem det mundtlige ord, der forkynder syndernes forladelse for hele verden. Det er evangeliets egentlige embede.
For det andet gennem dåben.
For det tredje gennem nadveren.
For det fjerde gennem absolutionens kraft, og også gennem kristnes indbyrdes samtale og trøst, Matthæus 18: ”hvor to eller tre er forsamlede, osv.” Citatet er fra Luthers åndelige testamente, de smalkaldiske artikler. Han var døden nær og var så svag, at han måtte diktere sidste del. Så kom han sig og fik alligevel syv år mere at leve i. Men vi har altså et lille skrift af Luther, hvor han sætter ord på det vigtigste og det sidste, han regner med at skulle give videre.
Gud er så rig, siger Luther, så han giver os evangeliet på flere måder. Først og fremmest gennem det, som er vigtigst, Guds mundtlige ord, prædikenen i ord eller på tryk. Gud kan give os alt det, Jesus står for, ved at vi i den kommende påske sidder i vores små hjem og lytter til en online prædiken, læser de bibelske tekster eller synger de gode påskesalmer. Der er ikke samme stil og brus over det som i den kristne storfamilie. Men Gud er rig nok til at give os til dagen og vejen og evigheden på den måde. Hvor to eller tre er forsamlede, er Kristus selv til stede. Det samme giver Gud os gennem dåben, nadveren og skriftemålet.
Mens ordet kan formidles online eller via radiobølger, er nadveren afhængig af, at den, som indstifter, er fysisk tilstede sammen med modtageren. Derfor er jeg ikke tilhænger af en on-line-indstiftelse af nadveren, selv om der eksperimenteres en del med det for tiden. Men jeg længes efter nadveren, ligesom jeg længes efter de fysiske samvær med vores kristne storfamilie og det fællesskab, som knytter sig til at være fysisk sammen. Men Gud er altså så rig i sin nåde, at han kan give os en god påske, selv om der er sider ved vores fællesskab og ved fællesskabet med Gud, som vi må undvære, indtil ventetiden er forbi.
Som kristen er jeg øvet i at vente. Jeg venter på den store palmesøndag, hvor den store hvide flok skal samles for Guds trone med palmegrene i hænderne. Jeg venter på opstandelsens morgen, hvor Kristus skal kalde de døde ud af graven, og hvor vi skal møde ham fysisk – ansigt til ansigt.
