Gud bevare Danmark

Der gik ikke mange sekunder efter, at Dronning Margrethe havde talt til folket, før kommentarerne på Facebook kom: Hvorfor sagde hun ikke ”Gud bevare Danmark”, som hun plejer, når hun taler til folket.

Til trods for min store respekt for dronningen deler jeg den undren. Hvor ville det have været opløftende at høre majestæten pege på ham, der i virkeligheden har vores liv og helbred i sin hånd. Hvis hun havde nævnt, at vi også har brug for at lægge vores liv ikke blot i hinandens og sundhedspersonalets hænder, men i Guds.

Nu blev talen mest et ekko af Statsministeriet. Og det er selvfølgelig passende, at dronningen opfordrer os alle til at følge myndighedernes råd – endda med et ekstra svirp til dem, der trodser anbefalingerne: ”I kan ikke være det bekendt, det er hensynsløst”.

Måske havde dronningen valgt at undlade ”Gud bevare Danmark” i erkendelse af, at her var hun mest regeringens forlængede arm ikke dens overhoved. Det kunne understreges af, at hun ikke sad bag sit skrivebord, men lidt mere farmor-agtigt for enden af et sofabord. Her kom ikke noget kongeligt ex cathedra, her leverede hun blot en – vigtig – brik til den statslige kommunikationsstrategi.

Måske dronningen fravalgte ”Gud bevare Danmark” af frygt for latterliggørelse af budskabet. Måske var det Statsministeriet, der havde strøget det.

Jeg ved det naturligvis ikke. Men jeg ved, at vi i høj grad har brug for, at Gud bevarer Danmark. At vi ikke udelukkende sætter vores lid til hinanden, til et effektivt sundhedsvæsen og en beslutsom regering. Men først og fremmest til Gud.

Et hengemt bælte mørner

Hvis man følger Bibelselskabets bibellæseplan, så har man mange dage i 2020 været i selskab med Jeremias. Det er hård kost at læse den ene domsprofeti efter den anden over Guds eget folk.

Gud ville dem, kaldte dem, udfriede dem, men de ville ikke ham. De valgte et væld af afguder – og dommen over dem falder. I går kunne man i Jeremias-teksten læse billedet om, hvordan Juda og Jerusalem som et hengemt lærredsbælte mørnede og faldt fra hinanden, hvis ikke de var bundet til Gud.

Jeg har hverken mod eller mandat til på nogen måde at sige, at corona eller nogen anden sygdom er Guds straf. Det er ikke pointen. Men der er en pointe i, at vi kan frygte, at vi som folk mørner og falder fra hinanden, hvis ikke vi er bundet til Gud selv.

Og vel at mærke den Gud, som gav sin egen søn for mennesker. Den almægtige Gud som igen og igen og igen er kærlig, omsorgsfuld og vedholdende. Så vedholdende, at han trods sit folks umådelige svigt siger til dem:

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb. Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren.” Jer. 29, 11-14.

Det er Bibelens Gud, dronning Margrethe ved flere lejligheder har bekendt sig til. Og derfor kan det undre, at hun ikke slutter, som hun plejer.

For vi har virkelig brug for at bede: Gud bevare Danmark!

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights