Det er et kæmpesvigt at ville tage arvesynden fra nutidens mennesker.
Jeg arbejdede engang i en kristen organisation, hvor sekretariatslederen var så venligt et menneske, at man sagde om ham, at hans væsen såede tvivl om arvesynden. Det morede vi os over, fordi det var så oplagt, at arvesynden, grim som den er, den kommer vi ikke udenom.
Men nu er arvesynden til diskussion – i hvert fald for nogle. Og det er fatalt.
Forfatterne bag en nylig udkommet debatbog ’Må vi være her – folkekirken efter Luther’ mener ikke, at folkekirkens lutherske bekendelsesgrundlag passer til nutidsmenneskers livserfaring. Ifølge de tre teologer er især arvesynden og dermed behovet for frelse ikke længere forståeligt.
Det er en god pointe, at kirken selvfølgelig skal forkynde i et sprog, som mennesker forstår. Men grundlæggende er det et kæmpesvigt at forkynde uden både Bibelens og bekendelsens klare tale om arvesynd, kors og opstandelse. Menneskers grundproblem er jo stadig, at vi er fortabte uden troen på Jesus Kristus. Hvis ikke Kirken skal sige det, hvem skal så?
Det er muligt, at nutidens mennesker ikke har et bibelsk eller luthersk sprog for det, men uden tale om en arvet synd lader kirken os fuldstændig i stikken med vores nutidige erfaring af, at vi rent faktisk er syndere, altså rigtige mennesker, der fejler, sårer, griber forkert, vælger os selv først, ja er vendt fra Gud. Arvesynden er jo ikke et opfundet begreb, men en virkelighed erfaringen kan genkende, hvis den bliver forkyndt.
Og hvad er den befriende tilgivelse, hvis ikke en forkyndelse af, at vi er ikke bare elskede, vi er i bogstavelig forstand dyrt købte?
Forfatterne mener, at de lutherske bekendelser repræsenterer et meget negativt menneskesyn og et syn på Gud som sadistisk. Det er en gåde, hvordan de på den måde kan beskrive bekendelsens Gud, der går længere end fantasien rækker i sin kærlighed for at gøre op med ondskab, uretfærdighed og selv døden.
Luthersk teologi afspejler, at Bibelens virkelighed er befriende realistisk. Menneskesynet og gudssynet er positivt, for Gud elskede verden, så han gav sin søn for, at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det er der håb og trøst og glæde i. Også for mennesker i 2022.
