Gode grunde til at gå/ikke gå i kirke

Der er mange gode grunde til ikke at gå ofte i kirke. Der er lige så mange gode mod-grunde.

Lad mig nævne nogle stykker af begge slags.

  • Det er søndag morgen, helt fri for at skulle noget – i forhold til hverdagen fyldt med pligter og stres. Der er god tid til rundstykkerne og avisen.

Ja, en god, lang frisøndag er en gave. Men den bliver ikke mindre god og fri af gudstjenesten. Der kommer sådan en egen livfuld og vid horisont ind over fridagen, når gudstjenesten tages med. Og der er såmænd god tid til kaffen og rundstykkerne og avisen, før eller efter gudstjenesten.

  • Det er da bedre at sidde hjemme og tænke på Gud end at sidde i kirken og tænke på…

Ja, tænke på hvad? Selvfølgelig flyver tankerne også i kirken. Ligesom de gør alle andre steder. Men jeg tillader mig at betvivle, at mennesker generelt tænker mere og bedre på Gud ved at blive hjemme. Jeg er endda tilbøjelig til at tro, at der kommer færre tanker om Gud ved at blive hjemme. Og mange af tankerne bliver nok mere hjemmebryggede. Hvorimod tankerne om Gud i kirken – i salmer, bibeltekster, bønner, prædiken – gør tankerne langt større.

  • Jeg behøver ikke at bevise min tro ved at gå i kirke.

Nej, og det kender jeg heller ikke nogen andre, der gør. Derimod kender jeg en del, der går i kirke, netop fordi de har for lidt tro i sig selv. Som min nyligt afdøde onkel, Niels Højlund, sagde: ”Jeg går i kirke hver søndag, for jeg har kun tro til en uge ad gangen”.

  • Jeg behøver ikke gudstjenesten for at tilbede Gud. Det er vel lige så godt at gøre det med bøn og bibel derhjemme.

Ja, bøn og bibel hjemme anbefales! I helt særlige situationer kan det endda være den eneste ”gudstjeneste”, man kan finde. Men her til lands vil det for de allerfleste være muligt at finde en rigtig og god gudstjeneste at deltage i. Og at sige nej tak til det til fordel for hjemme-”gudstjenesten” svarer til, at man sagde nej tak til at spise med familien i huset, fordi man synes det er rarere at sidde med pizzaen på sit eget værelse.

I gudstjenestens fællesskab vil man mange gange opleve sig båret i troen på en anden måde end i lønkammeret. Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver et sted: ”Den blotte deltagelse i gudstjenesten er kongevejen til troen”.

Desuden giver kun gudstjenestens fællesskab noget helt afgørende: Jesu nådefulde, næsten fysiske nærvær gennem nadverens sakramente.

  • Gudstjenesten er så stiv og gammeldags.

Nej og ja. Nej – den behøver på ingen måde være stiv. Man vil blive overrasket over, hvor levende den kan være, hvor meget lidenskab der kan investeres i alle dele af den. Hvor bevægelig og bevægende gudstjenesten kan være med sine mange faste, velkendte led. Og ja – den er også gammel. Ikke gammeldags, men gammel. Ældre end oldemor. Meget ældre. Det gør den tidløs. Den har holdt til tidens tand. Det er ikke hip-hop smart, som kun holder et par år. Den har en slidstærk form, der holder i generationer.

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!