Glædens Herre

”Grin og pjat hører ikke til i kirken.” Sådan stod der i en kommentar på Facebook, som jeg faldt over den anden dag. Og jeg tænkte; hvorfor egentligt ikke?

Jeg blev instinktivt bragt tilbage til min barndom, til de utallige gange, jeg er blevet tysset på i kirken og i missionshuset. Ofte med rette! Alligevel var jeg i mange år efterladt med det indtryk, at humor, begejstring og latterbrøl i bedste fald hørte til under kaffen, mens der i forkyndelsens, sangens og bønnens rum forventedes en alvorlig andægtighed. Som om Gud ikke er optaget af eller synes om den del af os. Det medvirkede til et skarpt skel mellem det, der har med Gud at gøre på den ene side, og alt det andet, som dybest set var mit levede liv, på den anden side. Gud blev således hensat til bestemte tidspunkter og fora – og endda bestemte sindsstemninger.

Jeg er bestemt ikke vokset op i et glædesløst hjem eller i en glædesløs kirke, men jeg kan illustrere fornemmelsen ved to eksempler.

Jeg har ofte oplevet, at når vi skal samle os om en andagt eller en bøn, så dropper stemningen. Som om det hele bliver lidt forstillet og forkrampet, når navnet Jesus bliver nævnt.

Konkret tænker jeg på en gang til et møde i det lokale missionshus, hvor en af mine venner tog ordet, og fortalte at han var kommet til tro på Jesus, og den glæde ville han gerne dele med os. Der var vel knap 100 mennesker i alle aldre, og reaktionen var fuldstændig stilhed. Hvorfor klappede vi ikke? Eller råbte tillykke eller halleluja eller gik op og omfavnede ham? Fordi vi holdt på formerne. Man skal jo ikke skabe sig, gøre sig selv interessant eller slå plat på det vigtigste. Men jeg tror nu nok, rummet havde kunnet bære et enkelt lille ”Halleluja” fra salen. Ja, jeg mener sådan set, at situationen krævede det.

Jeg har nogle gange spurgt en gruppe unge, hvad de forbinder med at være kristen. Blandt de mange fine svar jeg har fået, har jeg hver gang ærgret mig over udeblivelsen af ord som; glæde, fred og latter. Glæde er faktisk en af Åndens frugter.

Når vi forstår alvoren, bliver vi glade. Og når vi tager Jesus alvorligt, er det begrænset, hvor alvorligt vi kan tage os selv. Så der burde være plads til mere end bare den stille, dybe glæde i vores fællesskaber. Burde en forsamling af kristne ikke havde glæden som grundtone? Ikke en overfladisk, plat glæde, men en dyb glæde som overgår enhver forstand, og som sætter sig igennem i en mild atmosfære, afslappethed, selvironi, begejstring og håb.

Jesus er glædens herre.

Lad mig slutte med en opmuntring fra Teresa af Avila, spansk nonne og mystiker i 1500-tallet:

“En trist nonne er en dårlig nonne. Jeg er mere bange for en ulykkelig søster end for en flok onde ånder. Hvad ville der ske, hvis vi skjulte den smule sans for humor, vi havde? Lad os hver især ydmygt bruge den til at opmuntre andre.”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights