ELN’s tilbud om vejledning fungerer i bedste velgående. Den første pastorale vejleder blev indsat i 2012, men inspirationen til ordningen går langt tilbage.
Da ELN blev til i 2006, havde Folkekirken åbnet en ladeport for læremæssig forvirring i såvel teologien som etikken. Dette gjorde, at en række præster og menigheder så sig nødsaget til at søge vejledning og sjælesorg ikke i det officielle kirkelige system hos provst og biskop, men ved at etablere en vejlederordning i ELN-regi. De første 5-10 år var der en voldsom kirkelig bevågenhed om denne ordning. I dag fungerer den uden den store offentlige debat stadig i bedste velgående, og er med til at fremme en sammenhængskraft mellem præster, menigheder og en landsledelse af bibeltro, lutherske kristne.
Dette er dog ikke første gang, at kirken har ageret på denne måde.
I mere end 100 år har Indre Mission haft den ordning, at alle indremissionærer var knyttet til en ”missionærprovst”. Det var en håndplukket præst, valgt af hovedbestyrelsen for Indre Mission, som fik som opgave at være sparringspartner for de lokale missionærer, der arbejdede i området.
Formålet har blandt andet være at knytte den lokale missionær tættere til Folkekirken, men også at være teologisk rådgiver og sjælesørgerisk sparringspartner for den enkelte missionær.
For en ”kirkelig” forening som Indre Mission var en sådan ordning indlysende. Indre Missions formand skal ifølge IMs selvforståelse være en præst. Hovedparten af bestyrelsesmedlemmer i hovedbestyrelsen skal også være præster. Derfor er det naturligt, at det er lokale præster, der får en opgave som vejledere og sparringspartnere for de lokale missionærer.
Men da ordningen blev til, var den forbundet med nok så skarp kirkelig debat. Man talte ligefrem om den ”thy-ske krig”, da en række præster på Thy kom i strid med to indremissionærer, fordi de syntes, IMs arbejde udviklede sig for meget og for selvstændigt. Især hvis de lokale missionærer og de lokale missionsfolk udnyttede folkekirkens frihedsordninger og søgte til nabosognet, hvor præstens forkyndelse var mere i overensstemmelse med IMs vækkelseslinje.
Indre Mission valgte i sin tid den kontroversielle betegnelse ”missionærprovst” om de præster, der blev betroet et særligt ansvar for de lokale missionærer. Ordet ”missionærprovst” lugter af tilsyn mere end sparring, men i dag bruges betegnelsen især om vejledning og sparring.
Så egentlig gør vi ikke noget nyt i ELN. Vi genbruger bare en gammel indre missionsk ide fra 1880 med missionærprovst og anvender det i en ny sammenhæng.
