Jeg tror, at vi skal tænke os grundigt om, når vi appellerer til frihedsretten.
Den efterhånden meget medieopblæste sag om den nye præst i Hedensted, som er blevet offentligt gennemtæsket for sin bibelske holdning til homovielser har affødt noget debat i kredse, som deler hans holdning.
I debatten dukker der igen en problemstilling op, som melder sig med jævne mellemrum i dette med at være en del af den danske folkekirke. Problemstillingen drejer sig om, at vi i kredsen af nej-sigere til dette har svært ved at finde balancen i appellen om retten til at sige nej.
Sagen om den nye præst i Hedensted har affødt adskillige udsagn om, at der ikke længere bør være frihed i folkekirken til at sige nej til homovielser. Dét har så igen affødt en stærk appel til denne frihedsrettighed.
I appellen opstår der så en vanskelighed, for når man forlanger frihed til at sige nej, kan man vel dårligt mene andet end, at der også skal være frihed til at sige ja…
En del i nej-sigernes kredse vil efterhånden også fremhæve netop dette. Altså frihedens dobbeltsidighed. Frihed for Loke såvel som for Thor. Vi kan ikke forlange frihed til at sige nej, hvis ikke vi også tilkender fuld frihed til at sige ja til homovielser…
Jeg er selv med jævne mellemrum løbet ind i journalister, som har trukket netop dette frem, når de har spurgt til mit krav om retten til at sige nej kombineret med min kraftige modsigelse af retten til at sige ja.
Mit hurtige og enkle svar har været: Mit krav om frihed er ikke baseret på frihedsrettigheden i folkekirken eller sagt på en anden måde: folkekirkens rummelighed. Mit krav om at kunne sige nej til vielse af homoseksuelle er baseret på folkekirkens bekendelsesgrundlag. Og netop den basis giver mig også grunden til at afvise kravet om retten til at vie homoseksuelle.
Det siger sig selv, at denne vanskelige balance bliver endnu vanskeligere, når vi oplever, at ja-sigere offentligt taler klart og tydeligt for vores ret til at sige nej. Og hvis vi til og med i ny og næ indgår i en eller anden form for fællesudtalelse med dem om denne ret, ja så bliver det desto sværere længere henne på banen at modsige deres ret til at sige ja.
Nu kan man så sige, at kravet om retten til at sige nej også rummer noget rent lovmæssigt. Det ligger i en formulering i forbindelse med indførelsen af homovielsen i 2012, at retten til at sige nej var indiskutabel. Så når f.eks. ja-sigere deler vores opfattelse af denne ret, så fastholder de blot sammen med os lovvedtagelsen i 2012.
Problemstillingen handler også om, hvad folkekirken er for en størrelse. Er den en bekendelseskirke eller er den en rent borgerlig, statslig ramme om Loke såvel som Thor, med andre ord: en ramme om et næsten grænseløst kristelig-religiøst sammensurium?
Hvis den er en rent borgerlig ramme, kan man med god grund sige, at så må enhver af os bare leve med, at der er frihed til det hele. Men hvis den er andet end en rent borgerlig ramme, altså en kirke som også har en klar ambition om at leve op til sit navn, ”evangelisk luthersk kirke”, så kan vi umuligt give plads til Loke såvel som Thor. Så er vi, sagt med andre ord, ikke der, hvor vi fremhæver et af samfundets ellers meget ønskværdige goder: åndsfrihed. Åndsfriheden er netop frihed til at tro og tænke, som man vil, uden at skulle bankes på plads af statsstyret ideologi. (Den åndsfrihed er i øvrigt truet i disse år). Men en kirke, som vil vedkende sig et tydeligt kristeligt grundlag – hvilket burde give sig selv alene i kraft af navnet ”kirke” – skal hele tiden stræbe efter at bøje sig for Åndens klare tale. En kirke bør i den grad være ”ideologi-styret”.
Kort sagt: Jeg tror, at vi skal tænke os grundigt om, når vi appellerer til frihedsretten.
Sagt på en anden måde: Lad os prøve at undgå at gøre det til hovedsagen i dette. For så ender vi sandsynligvis med at vænne os til at gå linen ud, som betyder, at vi til syvende og sidst anerkender alles ret til at gøre og sige, som de vil i folkekirken. Og vores teologi fortyndes langsomt, langsomt af det.
Læs også den aktuelle kommentar Problemet er ikke præsten, men ritualet af ELN’s formand Jens Lomborg.
Tak for denne vigtige påmindelse.
Man behøver jo ikke være medlem af Den danske folkekirke.
Der findes jo alternativer også i ELN paraplyen.
Ville bare minde om det
Tak Henrik for nogle tankevækkende betragtninger.
Hvad angår appel til frihedsretten, så synes jeg dog der er en væsentlig forskel mellem ‘nej’ og ‘ja’. Frihedsretten handler pr. definition om ikke at blive tvunget til at handle mod ens overbevisning. Ikke frihed til at gøre, hvad man finder for godt.
Jeg tænker også, at man godt kan fastholde to parallelle spor, hvor vi dels argumenterer (politisk) for vores holdninger og samtidigt påkalder os frihedsretten, når flertallet besluttet noget, vi er uenige i. Det svarer til at man godt kan argumentere politisk stærkt imod, at vores land går i krig mod Sverige – og samtidigt bruge frihedsretten til at være militærnægter, hvis vores politikere alligevel skulle beslutte det. Og vi kan argumentere imod fri abort og samtidigt lade det sundhedsfaglige personale have frihed til ikke at deltage selvom aborten er demokratisk vedtaget.
Men jeg erkender, at det kan være svært at kommunikere de to aspekter – især i medierne, hvor korte punchlines tæller.
Folkekirken er en sammenblanding af verden og Guds kirke. Frihed for Loke såvel som for Thor skal gælde i verden men ikke i kirken. Resultatet som du også her viser Henrik, at du godt kan se, er synd mod Jesu legeme, altså mod Jesus selv.
Godt og klart set, Henrik. Tak for kommentaren.
Tak for det, Henrik. Det er noget, som jeg selv har tænkt på / undret mig over i mange år. At det er lidt at skyde sig selv i foden at appellere til “folkekirkens rummelighed”, for så kan de andre jo sige det samme.
Men man har evt. gjort det for at give modparten et argument, som er let at forstå.
Det er lidt skørt, at man ser sig nødsaget til at sige: “jamen, der skal da også være plads til klassisk kristendom i folkekirken.”