Fra håndsæbe til søndagsskole-teologi

I mødet med sygdom og kriser, når følelsen af tomhed og meningsløshed banker på, er der brug for det, som står fast, så man kan gribe om det – og lade sig bære af det.

Af gæsteblogger Kristian S. Larsen, formand for Samling om Bibel og Bekendelse

Kirken skal tale tidens sprog. På pinsedag talte apostlene ’om Guds storværker på vore egne tungemål’, og Luther oversatte Bibelen til tysk og ville holde gudstjeneste på modersmålet.

En typisk gudstjeneste i dag indeholder ikke en prædiken fra en fjern fortid, men én, som præsten
møjsommeligt har forberedt på vor tids sprog.

Ønsket om at tale tidens sprog kan imidlertid køre af sporet. Paradoksalt nok kan det ske, at det hele
havner i poesi og diffust sprog, som opleves som utilgængeligt af den gennemsnitlige dansker. Man vil – i bedste mening – tale, så mennesker kan forstå det. Men det ender med det modsatte og bliver lidt som
med våd håndsæbe: når det skal holdes fast, smutter det ud af hånden.

Tendensen har rødder i en teologi, som vil løsne kristendommen fra det konkrete, det historiske og det
objektive. I stedet fokuseres på en filosofisk og poetisk forståelse af den kristne tro. Så bliver betydningen af Jesu liv, død og opstandelse, af dåb og nadver, af Bibelens og trosbekendelsens ord ændret, så det hele opfattes som billeder, eksempler og poesi, man kan spejle sig i.

Men i sidste ende har Maren i mosen og Ane i kæret ikke så meget brug for poetisk tilværelsestolkning og uhåndgribelig eksistensfilosofi. De og alle vi andre har mere brug for at høre om Gud som skaber og far, om Jesus som frelser og forsoner og om Helligånden, som trøster i livet og i døden.

For ansigt til ansigt med skylden, i mødet med sygdom og kriser, når følelsen af tomhed og meningsløshed banker på – dér er der brug for mere end våd håndsæbe. Der er der brug for det, som står fast, så man kan gribe om det – og lade sig bære af det.

Med et misforståeligt udtryk kunne det måske kaldes ’søndagsskole-teologi’. Det er den, som møder
Bibelens og trosbekendelsens ord med åbenhed og umiddelbar tillid. Som når præsten spørger
konfirmanderne: Hvorfor skal vi gå til alters – og ét af svarene lyder: Fordi Jesus har sagt det.

Eller som når en kirkegænger hører dåbsritualets ord om, at Gud ’gør os til sine børn’ og umiddelbart
tænker og tror, at netop dét sker i dåben.

Eller som når der ved en sygeseng bedes om helbredelse for den syge – og de tilstedeværende tager del i
det med den forståelse, at sådan gør man, fordi Gud kan gøre syge raske.

​Søndagsskole-teologien overflødiggør ikke præstens arbejde i studerekammeret eller studierne og
forskningen ved de teologiske fakulteter. Langtfra – og tværtimod. Men den tror, at Gud er en levende,
personlig virkelighed, at Jesu konkrete liv, død og opstandelse er altafgørende historiske begivenheder, og at Gud fortsat handler helt konkret og nærværende i og med vand, brød og vin.

Og så kan man opleve, at enkelt sprog og klare ord faktisk er de bedste til at fastholde og formidle de
største og dybeste sandheder.

Kunne det tænkes, at et af den danske folkekirkes problemer er, at den satser mere på håndsæbe end på
søndagsskole-teologi? Så er det på tide at få sæben lagt til side og i stedet gribe fat i det, som holder – og
give dét videre.

Foto: Bible study photo created by wirestock – www.freepik.com

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!