Personer, der er imod aktiv dødshjælp, bliver ofte skudt i skoene, at deres holdning hviler på religiøse antagelser. Underforstået: Religion er en privatsag, og derfor har religiøse antagelser ikke nogen gyldighed i offentlig debat. Religiøse mennesker skal gå i slikbutikken og købe et hold kæft-bolsje. Men det er helt på hovedet. Fortalere for aktiv dødshjælp bør selv stikke et bolsje i munden. For deres kampagne må nødvendigvis bygge på religiøse og ikke-videnskabelige tanker om, at døden er et endegyldigt opgør med lidelse.
Deres anklage er både uvidende, fordomsfuld og usammenhængende. For det første er det muligt at være religiøs og gå ind for eutanasi. Sidste år mødte jeg en ung kristen kvinde, der var ganske uforstående over for min modstand imod aktiv dødshjælp. For det andet kan man være religiøs og være imod eutanasi af rent sekulære grunde.
Lad mig give et eksempel. Der bliver ofte appelleret til selvbestemmelse i sagen for aktiv dødshjælp. Men jeg vil sige, at menneskets selvbestemmelsesret har til formål at opretholde og underholde menneskets liv og trivsel og er derfor begrænset af det formål. Vi har selvbestemmelse netop for at leve gode liv. Det behøver man ikke være religiøs for at mene. Det er ganske indlysende, at retten ikke er uden grænser. At bruge sin selvbestemmelse til at gøre en ende på sit liv modarbejder formålet med selvbestemmelse. Selvbestemmelse er ikke livets herre, men er livets tjener.
Fortaleren for eutanasi vil måske indvende, at selve livet kan stå i vejen for individets trivsel. Livet kan blive ubærligt. I sådanne tilfælde er assisteret selvmord etisk forsvarligt, hører man. Her vil jeg hurtigt indskyde, at jeg sagtens kan forstå, at man kan opleve livet som ubærligt. Jeg kan godt forstå, at man kan være livstræt. Jeg kan og vil ikke modsige, at mennesker kan opleve noget som uoverstigeligt svært i livet. Jeg tror bare ikke, at døden er den rette løsning. Kærlighed, omsorg, smertelindring og fællesskab er. Det, tror jeg, er løsningen, når vi forholder os til lidelsen i dette liv. Det behøves der ikke være noget religiøst over.
Men det er der over fortalernes holdning til aktiv dødshjælp. De antager noget ret væsentligt om efterlivet. Hvis de holder fast i, at døden er en løsning på smerte og lidelse, må de nødvendigvis antage, at individet intet mærker efter døden (fordi individet ophører med at eksistere), eller at individet har det bedre efter døden (pga. en form for sagligt efterliv). Det er immervæk religiøse antagelser! De er ikke underbygget af lægevidenskaben. Lægevidenskaben har slet ikke noget at sige om dette.
Hvis fortalerne så trækker i land og hævder, at de ikke ved, hvad der sker efter døden, så møder de et andet problem. Hvordan kan de på nogen som helst måde omtale eutanasi som “hjælp”, “lindring” og “omsorg”, hvis de ikke ved, at døden er til det bedre? De ved det ikke – medmindre de kan komme med gode religiøse eller filosofiske argumenter. Og så må vi spytte hold kæft bolsjet ud og tage diskussionen. Offentligt…
