Forfølgelse er kirkens normaltilstand

Jeg tænker meget lidt på tuberkulose. Faktisk vidste jeg indtil for nylig utroligt lidt om, hvad tuberkulose egentlig er. Og det er der en god grund til, for i vores del af verden er tuberkulose praktisk talt ikkeeksisterende. Tuberkulose er en bakterieinfektion i lungerne som relativt nemt kan behandles med antibiotika, og er i Vesten er vi jo ikke ligefrem kendte for at være nærige med antibiotika.

Dermed kan man som et vestligt menneske i 2024 meget nemt komme til at få den tanke, at normaltilstanden er et liv uden frygt for tuberkulose. Men intet kunne være længere fra sandheden. Hvert år dør ca. 1,5 millioner mennesker af tuberkulose og hver fjerde (!) menneske i verden er inficeret med sygdommen (de fleste dog i latent eller passiv udgave, hvor der er 5-10 procents risiko for, at sygdommen på et tidspunkt bliver aktiv). Tanken om, at livet uden tuberkulose skulle være normaltilstanden, er en illusion. Det er os i Vesten, der lever i undtagelsen. Og med overforbrug af antibiotika og fremkomsten af multiresistens er det slet ikke utænkeligt, at vi snart skal forholde os til tuberkulose igen – at vi vender tilbage til normaltilstanden.

Lidt den samme mekanisme kan gøre sig gældende, når vi i Bibelen læser Jesu ord om, hvordan de kristne skal blive forfulgt for deres tro: ”De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig (…) Og I skal hades af alle på grund af mit navn” (Matt 10,17-18 + 22). Disse ord kan føles fremmede eller rent teoretiske for os. I Vesten, hvor kristendommen i århundreder har været majoritetsreligion, føles et liv som kristne i frihed, fred og fordragelighed som normaltilstanden. Men ligesom med tuberkulose er også dette en illusion. Normaltilstanden for Guds kirke gennem historien er forfølgelse, og for millioner af kristne er det den mest naturlige virkelighed lige nu. Den ufarlige Kristustro er undtagelsen!

Og her i Vesten kan vi også snart komme til at skulle genlære, hvad det betyder at leve i kirkens normaltilstand.

Det er naturligvis svært at spå om fremtiden, men der er ikke megen tvivl om, at åndsfriheden og tolerancen overfor konservativ eller klassisk kristendom er på retur i Danmark. Det siger jeg ikke for at brokke mig over eller begræde tidernes forfald. Det har aldrig været Kirkens kald at brokke sig eller sætte sig i hjørnet med korslagte arme i forurettet vrede over samfundsudviklingen. Vores kald er at være frimodige vidner for Kristus til hver en tid og ind i hver kultur. Også når tiden og kulturen er fjendtligt indstillet. Men hvis vi ikke er os dette bevidst og bilder os ind, at en kristen tilværelse i fred og fordragelighed er normaltilstanden, så kan vi få svært ved at vænne os til en ny virkelighed, når den kommer. Det, som egentlig er normalt, kan forekomme os urimeligt. Og vi risikerer, måske ubevidst, at tilpasse vores kristendom, at hugge en hæl og klippe en tå, for at bevare freden og fordrageligheden, bevare den gode stemning og leve videre i illusionen om den ufarlige tro.

Vi må takke Gud så længe vi i Danmark oplever en relativt høj grad af frihed til at følge Jesus. Men vi må huske at bede for, støtte og opmuntre de mange af vores søskende i troen, som lige nu lever under forfølgelse. Og mere end det: vi må se hen til dem for at tage ved lære af dem – for deres virkelighed kan hurtigt blive vores.

2 kommentarer til “Forfølgelse er kirkens normaltilstand”

  1. afværg pligten og indberetningspligtens luthersk nepotisme.. er finde i sagen om te drenge i Helmand og tidliger børne hjem sag ja .. måske vil en biskop beråbe en tidliger skam om stilhed ja .. efter som danske værns præster har afstået deres afværg pligt .. det jo en trist tilstand være udstyret med skyklapper og lade næste genration bevidne den faktiske tilstand ,, måske et barnebarn vil indsamlemidler til de forurettet offer ja hvem ved .. hvad ved hvad normal tillstand er for en ting ja .. møllehjulet der ingen vejene kommer … må blive en ommer . tak for nu ..vil være finde i den del af bebatten på min facebook side ,, så længe hjertet slår vil jeg afstå fra normen .. mvh henrik julian b svendsen ,, ps — udmeldt af stats kirkens monopol –

    Svar

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights