Vi skal stræbe efter at formidle bedst muligt, men Kristus vil nødvendigvis forarge.
Jeg er så velsignet at være ansat i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Vi vil kende Jesus og gøre ham kendt. Det er i sin enkelthed vores vision.
Noget af det vi er gode til i KFS, er trosforsvar eller såkaldt apologetik. Vi ved, at der må være en vis systematik og inde logik i det, vi tror på. Jeg læste et sted den anden dag: ”Hvis du ikke må stille spørgsmål ved det, så er det ikke sandhed, så er det propaganda.” Og kristendommen har det kørende for sig, at den er sand, så vi hilsner svære spørgsmål og debatter velkomne. Og vi er faktisk gode til at svare klogt og sympatisk på svære spørgsmål. Det ser jeg, når jeg iagttager vores højskoleelever afvikle religionsundervisning på gymnasierne.
Når jeg arbejder med at formidle Kristus og kristendom på denne måde, så har jeg noteret mig en brist hos mig selv, som helst ikke må blive en tendens. Problemet er ikke særligt forbeholdt os, som får lov at arbejde professionelt med evangelisation, men gør sig gældende for alle kristne. Bristen er, at jeg undgår det forargelige, og forsøger at gøre kristendommen spiselig. Det udspringer af en dobbelt synd. Dels bilder jeg mig ind, at Jesus har brug for, at jeg agerer mægler. Jesus, og Bibelens åbenbaring af ham, er måske alligevel for grov en kost, så jeg må hellere lige mediere. Jeg må hellere lige forklare og forsvare. Og dels er jeg bange for at fremstå som tåbelig eller forargelig. Folk skal jo helst kunne lide mig.
Men vi må ikke blive bange for at fremstå som tåber, for korset er tåbeligt. Vi må ikke blive bange for at forarge, for korset er forargeligt.
I 1. Korintherbrev 1, 22-23 skriver Paulus: ”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” Og videre skriver han, at Kristus er Guds kraft og Guds visdom. Det er ikke mine argumenter eller min fremtræden der gør udslaget, men Kristus. Mødet med ham er, hvad vi forsøger at etablere. Selvfølgelig skal vi gøre os umage, så det ikke er de kristne der forarger ved at være usympatiske, nedladende eller selvretfærdige. Vi skal stræbe efter at formidle bedst muligt, men Kristus vil nødvendigvis forarge. Som jeg hørte én formulere det: ”Der hvor evangeliet ikke bliver modsagt, er det ikke blevet hørt.”
For år tilbage kom en kvinde til Alpha-kursus i Aarhus Bykirke. Hun søgte kirkens fællesskab, fordi hun lige havde læst hele Bibelen – alene – og simpelthen var blevet kristen af det. Nu jeg alligevel kører offentlig skriftestol, kan jeg indrømme, at jeg ærligt talt dårligt kunne tro mine egne ører. Kan man blive kristen af at læse Bibelen? Ja man kan, for hun læste den ikke alene. Helligånden arbejdede i hende, og modsat mig er det inden for hans kompetenceområde at gøre stenhjerter til kødhjerter.
Vi må henvise til Bibelen og bønnen, ligesom vi som kristne er henvist til det samme.
