Før vi når til herligheden, må vi igennem mørkets dal

Vi har brug for at høre biblens beretninger genfortalt på nye måder, så de igen kan blive nærværende for os. Kierkegaard var mester i dette. Han mente, at alt det, der vedrører troen og eksistensen, skal meddeles indirekte. Derfor trak han sig selv som forfatter i baggrunden og talte til læserens fantasi.

Det ser man eksempelvis i hans pseudonyme værker Frygt og Bæven og Gjentagelsen, som er genfortællinger af dels historien om ofringen af Isak og historien om Job.

Beretningerne kender vi, men han mente, at vi kan få et unaturligt og umenneskeligt forhold til dem og karaktererne i beretningerne.

Et afslørende blik

I en lille fortælling i Kierkegaards værk, Indøvelse i Christendom, findes også en fin lille genfortælling.

Læseren skal forestille sig, at han vil vise et barn en masse billeder af alle tiders skønne helte. I bunken af billeder ligger også et billede af Jesus, der hænger på korset. Barnet vil ikke rigtigt forstå, hvorfor dette billede ligger sammen med alle disse dejlige helte.

Det vil måske spørge: Hvorfor hænger han på sådan et træ?

Man forklarer, at det er en korsfæstet, og at blive korsfæstet var den mest pinlige og vanærende dødstraf, som man kun anvendte mod de allerværste forbrydere i gamle dage.

Kierkegaard spørger da: Hvordan vil det virke på barnet? Det vil undre sig over, hvorfor dette billede af en forbryder ligger i bunken af alle de dejlige helte.

Da spørger barnet om, hvem han er, og hvad han har gjort?

Man kan da forsøge at sige, at det er verdens frelser, men det ved barnet ikke hvad betyder, så i stedet kan man sige:

“Denne korsfæstede var det kærligste menneske, der nogensinde har levet.”

Her standser fortællingen op, for her konfronteres man, hvis man da ikke er umenneskelig, med barnet forfærdede blik.

Måske er replikken leveret let, men udtrykket i barnets ansigt må få fortælleren til at standse. Barnets blik virker afslørende og viser, hvordan fortællingen om Kristi lidelse og død blot er blevet til en remse for den voksne fortæller.

Man kan da forsøge at fortsætte fortællingen med at Kristus opstod tre dage senere og fór til himmels etc., men barnet vil overhøre det.

Da skriver Kierkegaard:

“Fortællingen om hans lidelse vil have gjort så dybt et indtryk på barnet, at det slet ikke føler sig oplagt til at høre om herligheden, som fulgte. Thi man må være betydelig forkvaklet, og gennem mange år forvænt med at have fået den hele historie om hans fornedrelse, lidelse og død letfærdig på remse, for, uden at føle nogen standsning derved, straks at kunne gribe efter højheden.”

Barnet blev fortælleren

Historien om den korsfæstede var blevet en remse for den voksne. Men barnet kan hjælpe den voksne til at lege fremmed med det kendte og afsløre, hvad man måske aldrig har forstået eller har glemt, for så at komme tilbage til de umiddelbare spørgsmål.

Til slut i fortællingen om barnet spørger Kierkegaard forsigtigt læseren:

“Således kan synet af denne fornedrede bevæge, kan det ikke også bevæge dig således?”

Kierkegaard vil vise læseren, hvor forkvaklet et forhold man kan få til de mest forfærdelige begivenheder i verdenshistorien. Vi forarges og undres over Abraham, græde og klage med Job og rystes over korsfæstelsen af det kærligste menneske, der nogensinde har levet. Det må ske, før vi når til herligheden.

Måske ikke hver dag — men engang imellem.

De indlevende gendigtninger gør modstand mod enhver simpel forklaring. Kristendom er ikke en rebus, vi løser og de bibelske fortællinger skal vi ikke blive færdige med, som var de problemer. De er historier om Gud og menneskeskæbner, som runger igennem århundrederne og tiltaler os.

Hvad svarer vi?

Kunne de også bevæge os?

 

Ny hjemmeside!