Der er et sted i tv-serien Matador, som jeg ikke dagligt, men meget ofte vender tilbage til. Ikke nogen konkret handling eller dialog, men stemningen. Det er i et afsnit efter krigen. Nye lettere uldgardiner og grønne planter er rykket ind i karm og blomsterkrybbe i det Skjern’ske hjem. Interiørets linjer bliver enklere, alt andet gør ikke.
Vi er på tærsklen til velfærdssamfundets begyndelse. Og når man som jeg har hang til mellemsvær melankoli, så knuger det at fornemme det nye. Det moderne er på nippet til at blive hvermandseje. Om lidt vil ungdommen tage over, kjolerne krybe op over knæene, mens rocken ruller, og den ældre generation glæder sig over trygheden og fremskridtet i deres campingstole, der nemt kan slås ud, når termokaffen skal nydes på søndagstur i den nye Morris. ”Hvad har vi da gjort, at vi skal have det så godt”. Det sagde de ofte dengang. Også missionsfolkene.
Lige dér i Matador tager det moderne rasende fart. Ingeborg er forstående. Faster Anna er for længst sendt med bumletoget tilbage til mørket i Jylland. Erindringen om hende hænger dog stadig i stuerne som en påmindelse om den mørke kristendom, som serien naturligvis tager afstand fra.
Jeg vil ikke forsvare Faster Anna. Som hun er fremstillet, er hun den fordømmende, rethaveriske og livsfornægtende. Men jeg vil forsvare Faster Ingrid. Missionsfolkets Faster Ingrid.
Min faster Ingrid. Hun må have været nogenlunde jævnaldrende med ”Faster Anna”. Også faster Ingrid gik med hårnet, og også hun havde et fast greb om håndtasken og moralen.
Men… Faster Ingrid var kærlig, humoristisk og et elskeligt menneske. Om dagen favnede hun sine medmennesker og missionens sag med samme hjertevarme. Og hver aften sad hun ret op i sin seng bad for det danske folk. Hun bekendte dets synder som sine egne. Jeg ved det, for jeg har utallige gange ligget på divanen i den modsatte side af hendes soveværelse og hørt det.
Verden er ikke længere moderne, nu er den postmoderne, måske post-postmoderne, og alt er i opbrud.
Som kristen er det nemt at snerpe munden som Faster Anna og tage afstand fra tidens vantro og vanvid. Men det er måske ikke vores største fare. Måske er det at være så altforstående som Ingeborg.
Jeg stemmer på Faster Ingrid. Hun stod fast på, hvad der var ret, og mødte mennesker med Jesu kærlighed, som hun selv levede af. Hun var sandheden tro i kærlighed. Gid jeg må være det samme.
Bloggen har tidligere været bragt i Luthersk Missions magasin Tro & Mission.
Maude varnæs er nu også vokset en del på mig, særligt i lyset af Ingeborg Skjern.
Trods hendes udtalte mangler, så værnede hun om hus og børn, og støtte sønner da kæresten blev gravid, i modsætning til Ingeborg, der mente at pigen var kommet galt afsted, og derfor jo skulle have adgang til fosterfordrivelse.