Jeg holder faktisk meget af fastetiden: Hverdagens rutiner bliver vendt på hovedet, og tingene er ikke som de plejer. Alle de gode aftaler, man har lavet med sig selv, føles spændende og giver en oplevelse af, at man kan bryde med gamle vaner og skabe en ny og bedre tilværelse for sig selv.
Ja, eller – sådan har jeg det i hvert fald i fastens første par uger. For mit vedkommende må jeg nok indrømme, at nyhedsværdien har det med at falde, som regel omkring midfaste, hvor de nye rutiner mere begynder at føles som en byrde end som et spændende afbræk. Pludselig begynder spørgsmålet at melde sig: ”Hvorfor egentlig…?” Hvorfor afstå fra ting såsom mad, telefon eller internet, der er Guds gode gaver? Hvad skulle det nytte at gå sulten? Burde fasten ikke handle mere om tilvalg end afkald?
Spørgsmålet er ikke let at besvare. Til mange askeonsdags-gudstjenester og faste-oplæg har jeg hørt begrundelser såsom ”når vi afstår fra noget, kan det være en anledning til at tænke på, at der er noget der er vigtigere, nemlig Gud”, og det er jo rigtigt. Men lad os være ærlige: Ligeså ofte kan følelsen af f.eks. sult distrahere os fra bibellæsning eller andagt, og da må det eneste rigtige at gøre vel være at bryde fasten – ikke?
Kognitivt
Nej, det tror jeg ikke. Spørgsmålet ”hvorfor?” er ikke et dårligt spørgsmål at stille i fasten, men jeg tror vi moderne vesterlændinge er dømt til at besvare spørgsmålet forkert. Vi kan ikke forestille os andet end at svaret dybest set må være noget kognitivt, altså noget der vedrører vores tanker. Så bliver afkaldet et middel til at jeg kan ”tænke på evangeliet”, bede eller læse i min Bibel.
Men hvad nu hvis svaret slet ikke har at gøre med tanker? Hvad nu hvis svaret ligger i kroppen selv? Den tomme, rumlende mave; hænderne der savner mobiltelefonen; ørerne der savner det daglige musikforbrug. Det lyder måske ikke åndeligt for os i dag, men måske er det fordi vi har et snævert begreb om, hvad åndelighed er.
Afholdenhed
At afholde sig fra gode og gudsgivne ting såsom mad i en periode har altid været en del af det kristne liv. Den erfaring tror jeg har formet mennesker til at gå ud og leve et liv, der spejler Gud i verden. Det har givet dem karakter. Hvorfor, forstår jeg ligeså lidt, som jeg forstår den kraft, det kan have at knæle i bøn, lytte til et brusende orgel eller befinde mig i et gammelt kirkerum. Jeg kan bare konstatere, at det gør noget ved mig, over for hvilket jeg må sige med Brorson: ”Hvad skal jeg sige? Mine ord / vil ikke meget sige”.
Sådan er det ofte: De ting, der påvirker os allermest, kan ikke rummes af ordet eller tanken. Det betyder ikke, vi skal nedvurdere dem. Vi skal bare træde ind i dem og lade dem påvirke os uden at spørge, hvad det nytter. Måske kunne det vise sig, at fasten havde noget at give selv os moderne vesterlændinge?
