Fanget i frafaldets by

Det kan virke, som om verden er låst fast, menneskeheden fanget i Babylon, frafaldets by, syndens hule. Men der er håb. Lev, elsk, spis, bed, arbejd og stol på Gud. Guds rige vil til sidst bryde igennem, endegyldigt, uden forbehold, synligt for alle.

Det står skidt til i verden. Jeg nævner i flæng:

Krigslarm
Ukraine er tæt på os, men der er mange andre steder i verden, som pt. er præget af etniske sammenstød, religiøs terror, kamp om vand, olie, råstoffer. Og det stopper ikke. Der har aldrig været fred i verden.

Klimaklise
Økosystemer er under sammenbrud og miljø-katastrofer truer. Hvad skal gøres, og hvem tager ansvaret for det? Hvordan kan vi se de kommende generationer i øjnene?

Woke-ideologiens opgør med biologi og natur
Faktum er, at fakta benægtes. Se blot:
En kvinde er ikke et voksent menneske af hunkøn.
En mand er ikke et voksent menneske af hankøn.
En mand kan føde børn.
En kvinde kan være far.

Narkotika og drugging i nattelivet
Grænseløsheden gødes med stoffer. Hjerne og fornuft slås fra i jagten på nydelse. En fatal efterligning af skabelsens fryd. Eller en jagt på det tabte Paradis?

Pornografien og blasfemien
Begge vokser som skimmel i fugtige kældre. Kimen er overalt. Der er penge i skidtet.

Den fri abort
I en tid, hvor vi i klimaspørgsmål er levende optaget af overlevelse og livsbetingelser for kommende generationer, tager vi livet af dem, som allerede nu er til som fostre.

Internet-revolutionen og teknik-gudens hærgen
Hvem husker tiden før internettet? (1995) Og før smartphones (2007)? Vi tekno-drugger os selv i skæret af det blå, afhængighedsskabende lys fra den sorte skærm. Er det bl.a. derfor, så mange af os har det skidt?

Når alt kommer til alt, bør tingenes tilstand ikke overraske os.
Det kan virke, som om verden er låst fast, menneskeheden fanget i Babylon, frafaldets by, syndens hule. Men der er håb. Vi befinder os lige nu et sted mellem Jesu første og andet komme, for dem som har glemt det. Kirken er kaldet til at bringe Gudsriget ind i en falden verden, velvidende at tingene går efter Guds plan. Når man tror på Jesus, er der uendeligt meget mere at være glad for, end ked af. Lev, elsk, spis, bed, arbejd og stol på Gud. Guds rige vil bryde igennem, endegyldigt, uden forbehold, synligt for alle.

Så kommer dommens dag! Alt bliver godt igen!

Jeg faldt over et citat af den svenske teolog Agne Nordlander: Åndens frugter er Guds manifestation overfor Djævlen, så den onde kan se, hvad det hele ender med.

Åndens frugter er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Gal 5,22

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights