Den nuværende sexismedebat er et sundhedstegn ved den vestlige kultur.
Den nuværende sexismedebat er et sundhedstegn ved den vestlige kultur. Det hører faktisk til sjældenheder, at jeg kan skrive noget sådant om en etisk strømning, som er oppe i tiden.
Det, som mange kvinder med stort eftertryk efterlyser i omgangen med mænd, er en grundlæggende respekt for deres køn, sådan at ingen i ord eller handling bryder deres grænse. Det er faktisk indviklet, for de sidste fyrre år har det været in at tale seksuel frigørelse. Påvirkningen fra pornografi via internet og medier er massivt. Alkoholkulturen i det danske samfund gør det vanskeligere at bevare følsomheden over for andres grænser. Men netop den grænse, enhver mand eller kvinde har i forhold til ens eget køn, har fået mund og mæle i en tid og kultur, som ellers ikke har været optaget af seksuelle grænser.
De kristne ungdomsmiljøer har i adskillige årtier været en modkultur til det danske samfund i synet på sex og køn. Den etiske standard har været, at sex er Guds gode gave til mennesket inden for ægteskabets ramme. Her skal hver mand og hver kvinde fokusere sin seksuelle energi. Den ugifte kan dyrke venskabet med begge køn, men skal disciplinere sin seksuelle energi og leve et liv i seksuel afholdenhed (Av, det gør faktisk lidt ondt at bruge det politisk ukorrekte ord, afholdenhed).
Det var faktisk lettere at styre tingene i min ungdom for et halvt århundrede siden. Dengang var dans og alkohol normalt udelukket i de kristne ungdomsmiljøer. Internettet var ikke opfundet. Medierne havde ikke samme påvirkningsfaktor. Meget har ændret sig siden. Det har været gavnligt på mange måder, men har ikke gjort det lettere at håndtere seksuelle grænser.
Min pointe er ikke at sige, at vi i de kristne miljøer har styr på det i forhold til metoo-bevægelsen og sexismedebatten. Også kristne miljøer med en høj etik kan have en skjult inderside, hvor der foregår ting, der ikke tåler dagens lys. Også kristne menigheder har måttet rydde op og lave regelsæt for seksuelle krænkelser, og det har været sundt. Også pinligt og svært. Men sundt.
Så vi må med ny frimodighed sige og praktisere det, som vi har sagt hele tiden. Vi må sige et fuldtonende ja til seksualitetens og kønsforskellighedens paradisiske gave. Vi må sige nej til sjofel snak, grænseoverskridende vittigheder, krænkende seksuelle berøringer eller flirt. At gøre dette er ikke snerpet, men livsbekræftende. Vi vil gerne være kendt som dem, der siger ligesom kirkefaderen Tertulian: Vi er ét i sjæl og sinde, og vi tøver ikke med at dele vores jordiske goder med hinanden. Alle ting er fælles hos os, undtagen vores koner.
