Et forsvar for at være almindelig

Vi vil gerne skille os ud som noget særligt. Eller det er der i hvert fald mange, som gerne vil. Fænomenet møder vi mange steder i samfundet, men det findes også i kirken. Jeg hørte en kulturanalytiker sige, at unge kristne er nogle, der gerne vil gøre en unik forskel i verden. Vi er noget, når vi positivt skiller os ud fra andre. Og det er ikke kun de unge, som kan tænke sådan.

Jeg synes, at der er noget positivt ved at ville gøre en forskel i verden. Ønsket om ikke at have levet forgæves, men at der er nogle gode fodspor efter os. Men kravet om, at vi skal gøre en særlig forskel, noget enestående, noget der skiller sig ud fra andre – det kan ende med at blive et forførerisk tvist på den gode hensigt. Jeg har to indvendinger mod, at vores forskel skal være unik og noget særligt.

Det første er, at det er en overbelastning. Vi kan ikke alle sammen være verdensmestre, for så er der ingen, der er det. Det meste af det gode, som sker i verden både i samfundet og i relationen mellem enkelte mennesker, skiller sig ikke ud. Det er ikke noget, der finder plads i mediernes overskrifter eller på historiebøgernes sider.

De fleste af os er almindelige, også selv om vi er ordentlige og dygtige, men dog stadig almindelige og ikke ekstraordinære. Det gælder både vores personlighed, livshistorie og indsats i verden. Derfor er det en overbelastning, hvis vi – og vores omgivelser – lægger det pres ind over os, at vi skal være noget særligt.

Min anden indvending mod ønsket om at ville være unik og gøre en unik forskel i verden er, at det flytter fokus fra det, som er behovet og opgaven, til mig og min rolle i udførelsen af det. Det bliver et selvoptaget og måske endda egoistisk projekt. Vi registrerer det måske ikke lige med det samme, men det er en afgørende forskydning. Det, som skulle være et udtryk for godhed til gavn for andre, er blevet et selvrealiserings projekt, som først får værdi, når det skiller os ud som noget særligt.

Derfor vi jeg gerne slå et slag for, at vi frisætter os selv og hinanden fra at skulle være særligt betydningsfulde personer eller udrette noget unik og enestående i verden. Lad os give os selv lov til at gøre en god indsats uden krav om, at det skal være noget unikt, og lad os give os selv lov til at være de almindelige mennesker, som de fleste af os er. Vi er frie til ikke at være noget særligt.

Det virkelig fantastiske og enestående ved at være et menneske og også ved at være en kristen er det, som vi har fælles med alle andre, nemlig at vi er skabt underfuldt i Guds billede til fællesskab med ham. At vi er elsket af Gud, præcis som vi er. At vi ved, at Jesus, Guds søn, døde og opstod for os ligesom for alle andre. At han giver os det evige liv og fællesskab med sig selv – præcis som dem vi er.

Disse livets største værdier deler vi med alle andre. Vores virkelige storhed ligger i, at vi har del i det, som er alles fælleseje. Og så gør det ikke så meget, at vi ikke hører til de få, som gør en unik forskel i verden. Det gør heller ikke så meget, at vi ikke er enestående personligheder med en ekstraordinær historie. Og det er faktisk meget rart.

Foto: Timon Studler on Unsplash

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

ELN søger ny landsleder. Måske noget for dig, der er netværker, organisator og kommunikator..?

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights