Vi er godt i gang med at reducere Bibelen til et oplagsværk af terapeutiske punchlines – og det er google’s skyld.
Lad mig skynde mig at komme med en provokerende tese først. Hvis du som læser er som læsere flest, er du nemlig allerede, mens du læser disse første sætninger, på vej videre til den næste informationsstump på din digitale motorvej af reflexionsforhindrende adspredelser, så jeg må skynde mig at fange din opmærksomhed.
Tese
Vi er godt i gang med at reducere Bibelen til et oplagsværk af terapeutiske punchlines – og det er google’s skyld.
Eller, hvis jeg tilføjer et par mellemregninger:
Den google-mentalitet, der er resultatet af vores ukritiske og ureflekterede teknologi-brug og -tillid, bærer en stor del af skylden hvis vores brug af Bibelen bliver problemorienteret søgning efter svar på egne spørgsmål i højere grad end fordybning i den totale fortælling om menneskets tilstand i verden og lydhørhed for Guds tiltale.
Overfladesurfing
Det er efterhånden en veldokumenteret og bredt erfaret sandhed at internettet og særligt det mobile internet har en negativ effekt på vores evne til at fordybe os. Vi har ganske enkelt svært ved at koncentrere os så lang tid som det kræve at forstå og udrede komplekse sammenhænge og argumentationsrækker. Og som enhver smartphone-ejer må konstatere, så er kedsomhed og deraffølgende ro til uforstyrret kontemplation betinget af et udtømt batteri eller en manglende internetforbindelse.
Resultatet bliver, at vi er mange, der hvis vi skal være helt ærlige surfer rundt på overfladen fra bølgetop til bølgetop; surfer fra overskrift til overskrift, fra link til link og måske efterlader vi os et åbent browservindue i ny og næ, med en længere tekst, som vi bilder os selv ind, at vi på et senere tidspunkt vil dykke ned i. Men vi kommer aldrig rigtig til det. Aldrig rigtig ned i teksten.
Problemorienteret kundskab
Hvad værre er: i langt de fleste tilfælde behøver vi det egentlig heller ikke. Hvis vi engang imellem oplever et behov for information og viden om specifikke sager eller emner, så er svaret sjældent længere væk end et greb i lommen og en google-søgning. Det faktum gør os umotiverende for at tilegne sig dyb viden og indsigt, der lige i øjeblikket ikke vil gavne os. Vi bliver reaktionære i vores tilegnelse af viden. Vi løser problemer som de kommer; leder efter svar, når behovet opstår. Vi har måske “know-how” (i baglommen), men vi har ikke “knowledge”.
Det er utopi at tro, at den her beskrevne google-mentalitet og affødte overfladiske kundskab ikke også præger vores tilgang og forhold til Bibelen. Jeg arbejder professionelt med læsning og design af tekster og specifikt bibeltekst og bibeludgaver. Jeg fornemmer tydeligt en tendens til et overfladisk bibelkendskab blandt mange bibellæsere. Man har måske nok klare teologiske holdninger, men kradser man lidt i overfladen hænger disse holdninger måske nok på et noget spinkelt stillads. Et stillads, der består af ganske få korte bibelske punchlines af enkeltvers, som løsrevet fra sin sammenhæng bliver brugt som endegyldigt argument for en given teologisk holdning.
Ja, det er da skønt at have en søgbar og konstant (hvis der er strøm på telefonen) tilgængelig bibel ved hånden. Men der er vel også en grund til, at vi ikke giver matematikelever på de laveste klassetrin en lommeregner.
Terapeutiske punchlines
En tro, der baserer sig på løsrevne enkeltvers, står i fare for at blive rystet i sin grundvold af andre tilsyneladende modstridende enkeltvers, som man med samme autoritet kunne fremføre som modbevis. Hvis man ikke har et dybere kendskab til bibelske sammenhænge og den store helbibelske fortælling om skabelse, oprør, pagtslutning, brist, dom, løfter, gudsrige, utvetydig frelse, tvetydig vækst (det er her vi er nu) og endelig genløsning – ja, så må man gøre sig afhængig af stumper og stykker af favoritvers og umiddelbart klare svar på uklare problematikker.
Men så er Bibelen skrumpet. Skrumpet ind til en samling af terapeutiske statements og punchlines som vel nok kan bruges til at bekræfte allerede indlærte sandheder. Og som nok kan bruges i meningsudveksling på twitter, men hverken yder Bibelen eller Guds storslåede frelsesværk retfærdighed.
Sorry, men her er hverken plads til anti- eller syn-tese – altså nuancer – hvilket blot er endnu et digitalt søm i den ligkiste, hvori vi er ved at begrave vores evne til at fordybe os. Men hvis du har lyst til at udskyde den begravelse en stund endnu (og ikke skræmmes af halvkompliceret engelsk), så er her fire horisontudvidende links med appetitvækkere, som på hver sin måde underbygger eller begrunder mine tanker ovenfor:
L.M. Sacasas, Director of the Center for the Study of Ethics and Technology at Greystone Theological Institute, skriver i Zuckerberg’s Blindness and Ours:
Reducing knowledge to know-how and doing away with thought leaves us trapped by an impulse to see the world merely as a field of problems to be solved by the application of the proper tool or technique, and this impulse is also compulsive because it cannot abide inaction. We can call this an ideology or we can simply call it a frame of mind, but either way it seems that this is closer to the truth about the mindset of Silicon Valley.
[…] This way of seeing the world, including the human being, as a field of problems to be solved by the application of tools and techniques, bends all of our faculties to its own ends. […]The trouble with this way of seeing the world is that it cannot quite imagine the possibility that some problems are not susceptible to merely technical solutions or, much less, that some problems are best abided.
Glenn Paauw, Senior Director of Institute for Bible Reading, skriver i Verse of the Day “Therapy” is Shrinking the Bible:
Constantly engaging the Bible verses that make me feel good is perilously close to turning the Bible into a prophet that tells me only what I want to hear.
This is the kind of prophet the real prophets warned us about.
Dr. Pete Phillips, Director of the Codec Research Centre for Digital Theology at Durham University, udtaler i How Smartphones and Social Media are changing Christianity:
“When you’re on a screen, you tend to miss out all the feeling stuff and go straight for the information,” says Phillips. “It’s a flat kind of reading, which the Bible wasn’t written for. You end up reading the text as though it was Wikipedia, rather than it being a sacred text in itself.”
Alan Jacobs, Professor of Humanities at Baylor University in Waco, Texas, and a Resident Fellow of Baylor’s Institute for the Studies of Religion, skriver i Against Tweetstorms:
The founders of Twitter are to our discursive culture what Robert Estienne — the guy who divided the Bible up into verses — is to biblical interpretation. Is it possible, when faced with Paul’s letter to the Ephesians divided into verses, to keep clearly in mind the larger dialectical structure of his exposition? Sure. But it’s very hard, as generations of Christians who think that they can settle an argument by quoting a verse, a verse that might not even be a complete sentence, have demonstrated to us all. Becoming habituated to tweet-sized chunks of thought is damaging to one’s grasp of theology and social issues alike.
