Nicoline Christensen er ny blogger hos ELN. Hun læser til socialpædagog og begynder til november på uddannelsen som ambulancebehandler. Nicoline er 25 år og bosat i Aarhus.
”Når tvivlen fylder alt i mig, anklager viser mig væk fra dig”. Dette er starten på en sang, der har haft en særlig betydning for mig denne sommer. Jeg har, i noget der føles som en lang periode, følt mig lidt distanceret til Gud.
Hænger jeg fast i Gud eller omvendt?
Bloggens titel “Er det sindsygt at være kristen?” tager sit udgangspunkt i en vending fra en kollega. Ikke noget, der var sagt til mig, men som alligevel ramte mig, og de skeptiske eller undrende ord vendte ofte tilbage. Når jeg læste historien om Babelstårnet i Bibelen, blev jeg ramt af en skepsis, for kan det virkelig passe, at det var sådan verdens sprog blev skabt?
Jeg har syntes, det var udfordrende at holde andagter for andre, fordi min tro har føltes som at stå på gyngende grund. Jeg har tvivlet på én måde før, men denne gang oplevet tvivlen på en ny måde. Jeg har haft givende og udfordrende samtaler med venner, der har sat min egen tro i perspektiv, og som jeg ikke ville være foruden. Jeg tror, det er sundt at stille spørgsmål og undre sig, men det kan føles nemmere at lade være. Jeg har i en periode følt, at jeg skulle hænge fast i Gud og ikke omvendt.
”Syng din sandhed over mig; at jeg er et barn af dig”
Sangens omkvæd lyder sådan her: ”Fortæl dine ord, når jeg glemmer, hvem jeg er. Når løgn og forvirring er det eneste, jeg ser. Syng din sandhed over mig; at jeg er et barn af dig.”
At stå og synge dette i et telt, sammen med mange andre unge mennesker, vendte noget i mig. Det var ikke fra den ene dag til den anden, men det var med til at give mig en oplevelse af, at det, at tro på en Gud, ikke er sindssygt. Det er vi faktisk flere, der gør. Velmente ord fra venner i det kristne fællesskab har til tider føltes ligegyldige eller overflødige – måske er det ikke altid ord, man har brug for, men mere bare at få lov at være.
Jeg har brug for det kristne fællesskab til at spejle mig i og læne mig op ad – at kunne læne mig op ad andres ord og handlinger. Jeg har brug for at være sammen med andre, ikke perfekte kristne, men mennesker, der har valgt og vælger troen til i deres hverdag.
Tvivlen er ikke væk. Den er måske mere sat på standby. Der er stadig fortællinger fra Bibelen, jeg kan undre mig over og stadig mange ubesvarede spørgsmål. Det vil der nok altid være. I en verden, hvor alt gerne skal kunne forklares og bevises, fordrer troen noget andet.
For nu forsøger jeg at hvile i, at jeg er et barn af Gud – uanset.
