Er der plads til at dele livets nedture fra talerstolen?

 Vi kender alle til livets smerte. Nogle rammes hårdt, andre svagt – men alle smerter har betydning. For dig, dine medkristne og for det sårbare rum, vi sammen skaber, når vi åbner op og giver plads til dét, der smerter.

”Jeg føler mig ofte så alene”.

Det er søndag. En midaldrende kvinde står ved mikrofonen. Hun har tårer i øjnene, da hun under det frie vidnesbyrd fortæller om den ensomhed, der fylder hende. En ensomhed, der ikke er affødt af de familieproblemer, hun netop har delt. Nej, den omhandler samværet med os. Os, hendes kristne brødre og søstre.

Jeg skammer mig. Jeg skammer mig over, at kvinden, der står midt i hendes sårbarhed, skal føle sig ensom. Her. Omgivet af 70 kristne i hendes egen menighed.

Det er ikke kærlighed, omsorg eller medleven, hun savner. Det er ærlighed. Ærlige fortællinger om dét, der gør ondt. Dét, der er svært. Dét, der kan give svedige håndflader og en dårlig samvittighed.

Hun føler sig alene med smerten. Hun savner, at andre deler ud, gør sig sårbare. Dér, på sit sårbare ståsted, føler hun sig alene.

Alle kender smerten

Jeg kigger op. Jeg ønsker, at hun kan se min taknemmelighed. For hendes budskab er stærkt, vigtigt og affødt af et savn. Et savn til det ærlige fællesskab.

Et fællesskab, hvor der er plads og rum til at dele. Ikke kun teologiske refleksioner og opmuntrende bibelvers, som så ofte finder vej til talerstolen – med god grund. For de er vigtige, og de tjener til opbyggelse for alle os på stolerækkerne.

Der er stille i salen. Jeg mærker den dårlige samvittighed komme snigende. Hvornår har jeg sidst delt noget, der gjorde ondt?

Jeg har aldrig mistet en bror, søster, ven eller forælder. Jeg har næppe udfordringer større end sidemandens. Men jeg har udfordringer. Jeg har perioder, hvor livet er mørkt, og hvor tårerne triller. Noget, mine 70 medkristne i menigheden med al sandsynlighed kan nikke genkendende til.

Vi har et ansvar for at dele

Alligevel er det svært at dele. At dele dét, der gør ondt. Dét, der smerter. Hvorfor?

Smerten er naturlig. Gud har aldrig lovet et liv i medgang, men han har lovet os noget andet: Kristne brødre og søstre. En familie. Et fællesskab.

Et fællesskab, hvori vi kan være ærlige. Hvor vi kan stå sårbare for hinanden med de udfordringer, der uundgåeligt har aflagt vores livsvej et visit.

Det er ikke nemt – men vi har et ansvar. Et ansvar for at skabe plads til det svære. Skabe plads til livets nedture – både fra talerstolen, men også i samtalen på kirkebænken og over kirkekaffen.

Sammen må vi skabe rummet. Et frimodigt rum, hvor vi deler dét, der er svært, stort og småt. Da vil ensomheden fordufte og et spirende fællesskab bryde frem.

Et fællesskab, hvor vi med hver vores smerte kan stimle sammen på det sårbare ståsted.

Foto: Image by Upklyak on Freepik.com

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights