Jeg har lige læst en forrygende god bog, skrevet af Rebecca McLaughlin: Den nye bekendelse – Livtag med fem sekulære sandheder.
Rebacca McLaughlin, med en teologisk grad og ph.d. i engelsk litteratur, tager indsigtsfuldt og menneskeklogt fat i en række woke-temaer. Hun formår at forstå det hele fra den side, hvor mennesker er oprigtigt optaget af ”de nye sandheder” om køn, racisme, abort mv. Og samtidig fastholder hun et meget klart kristent-bibelsk modsvar, når ”de nye sandheder” bliver usandheder.
For tiden rumler kritikken af kristnes holdning til homoseksuel praksis igen meget mærkbart. Især i forbindelse med brødrene Æbeløs bog, De fortabte sønner, om deres opvækst i et kristent miljø, hvor deres homoseksuelle følelser blev afvist som en mulig livspraksis. Deres markante udsagn vækker igen stor uro og usikkerhed i de kredse, hvor man ellers gerne vil fastholde, hvad man anser for den eneste mulige kristendom – den kristendom som fastholder utvetydigt klare bibelord, også når ordene rammer stik imod tidens dominerende kultur.
McLaughlins bog er et meget kompetent svar på deres kritik.
Først af alt udviser hun stor indsigt i homoseksuelles følelser. Og hun har noget at hænge det op på. Hun er nemlig selv et menneske med lesbiske følelser, og ikke desto mindre gift med en mand, som var klar over hendes følelser, og ægteskabet med tre børn er blevet lykkeligt. Hvilket i øvrigt bekræfter det, forskning har sagt i lange tider, og som hun også påpeger – at de allerfleste mennesker med homoseksuelle følelser er biseksuelle.
Dernæst fremhæver hun overraskende og klogt, at seksuel kærlighed ikke er den højeste form for intimitet mellem mennesker. Derimod det, Jesus siger: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.” (Joh 15,13)
Og i forlængelse af det gør hun klart, at ægteskabets kærlighed ikke er ”det ultimativt gode”: ”I alt for lang tid har vi accepteret den løgn, at singlelivet er det næstbedste. I alt for lang tid har vi undervurderet kærligheden mellem mennesker af samme køn og accepteret den løgn, at kernefamilien er vigtigere end kirken”.
Som hun siger: ”Vi har alle brug for forskellige former for kærlighed, og seksuel og romantisk intimitet er ’kun én ege i det hjul, der får verden til at dreje rundt’”.
Hun understreger, at kristendommen ikke tilbyder letkøbte løsninger, men derimod noget dybt befriende for alle – singler, homoseksuelle, transkønnede, mennesker i vanskelige ægteskaber – som forbundet med Gud får del i en helt anden, varig, holdbar kærlighed på tværs af og gennem alt og alle.
Hun henviser til flere skønne eksempler på mennesker, der har valgt hendes vej. Bl.a. en ældre præst, som hun deltog i en paneldebat med på et studiested. De blev bedt om at sige, hvad de ville fortælle deres 18-årige jeg, hvis de fik muligheden. Præsten havde efter de mange år stadig samme homoseksuelle følelser som McLaughlin, og ville gerne fortælle sit 18-årige jeg, ”hvor godt og fuld af kærlighed hans liv ikke desto mindre ville blive”.
Tag det gerne som en varm anbefaling af bogen. Og lige så gerne som en varm anbefaling af fortsat at turde fastholde Biblens, for tiden, diskvalificerede eller omskrevne ord om sagen.