Èn ting er værre end sorg: – At være ensom med sorgen.
Jeg ved godt at det, jeg vil skrive her, kan være lidt følsomt. For er det ikke ofte sådan, at det er nemmere at tale om det, der er på behørig afstand derude? Med hvad så når det kommer tæt på? Tør vi tale om det, når vi svigter nogen, som står os nær?
Jobs elendige venner
Læsningen af Jobs bog i Biblen, og måden hvorpå vennerne møder Jobs lidende situation, blev en øjenåbner til refleksion og selvransagelse for mig. Man skal ikke tage fejl. Jobs venner mente vitterligt, at de var gode støtter. De kom langvejs fra – de mødte faktisk op. De sad tavse på jorden med Job i syv dage. Men som det fremgår af bogen, tilføjede deres elendige mangel på menneskekundskab – og fremfor alt gudskundskab – endnu flere sår til Jobs smerte.
Ikke alene, dog ensom
Jobs liv var en åndelig kampplads mellem Gud og Satan, selvom Job var retskaffen. Det er en af de utrolig svære kendsgerninger, vi har i Biblen. Men Jobs historie beretter ikke kun om at synke til bunds i livets forhold på uretfærdigste vis. Den beretter også om den dybeste ensomhed på bunden. Jobs venner gjorde hans lidelse til et moralsk og religiøst problem – og derved hans eget problem. Så nu sørgede Job ikke kun over det, som var hændt. Nu var han ensom oven i hatten. Er der noget du kan genkende?
Elendig sjælesorg er elendig kristendom
Denne tankegang hos Jobs venner afslører, at de var religiøse. Derfor var de elendige sjælesørgere, som afspejlede en elendig erkendelse af Gud. Det tror jeg desværre, at vi til tider alle gør. Lad mig uddybe lidt: Vi præges af en samfundsstrømning, hvor lidelse er et problem, som vi søger at undslippe, og finde en løsning på. Nogle flygter ind i en bestemt livsstil. Andre ind i afhængighed. Andre igen til et religiøst miljø. Men derved bliver lidelse i bund og grund vores eget problem. Sådanne kyniske livsfilosofier er karakteristiske for religion af enhver skuffe. Og det er gift for sjælen.
Kristendom er ikke religion, men en bekendelse til Jesus, som gik igennem lidelsen, ikke udenom den. Jeg tror vi skal dele sorgen, håbet og alt dét midtimellem med hinanden. Ganske enkelt fordi det er fællesskabet med Jesus, som ægte sjælesorg reflekterer.
