Efterlyses: En troende præst

Alle uenigheder til trods har vi noget vigtigere til fælles: relationen til Kristus. Deri må vi kunne anerkende hinanden midt i selv de største forskelle.
En ”troende præst” er en, der tror på Biblens Kristus.

Jeg snakkede med en præstekollega om de mange forskellige tros-opfattelser i folkekirken. Kollegaen gav udtryk for, at det vigtigste dog måtte være, at alle ønsker at stå i en relation til Kristus. Uanset forskellig teologi, så mener alle, at Kristus skal være Herre.

Kort sagt: Alle uenigheder til trods har vi noget vigtigere til fælles: relationen til Kristus. Deri må vi kunne anerkende hinanden midt i selv de største forskelle.

Den var ikke enkel at replicere på. For det lyder jo sandt.

Og på en vis måde tror jeg også, det er sandt. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at de allerfleste præster i folkekirken ser relationen til Kristus som et afgørende anliggende for folkekirken.

Jeg møder jævnligt hovedrystende reaktioner på præster, der sætter minus ved basale trossandheder. ”Hvordan kan sådan en dog være præst i folkekirken uden at tro på det? Hykleriske levebrødspræster…!”

Jeg forstår reaktionen, men det er ikke sandt, at disse præster ikke tror. De tror ligeså meget, som mig. De tror i de allerfleste tilfælde meget oprigtigt på den Kristus, de forkynder. De tror, at netop det, de forkynder, er sand kristendom. De er ikke hykleriske. De er oprigtige.

Derfor kunne jobannoncen fra et menighedsråd for et par år siden om ”en troende præst” også nemt misforstås, om end det var et frisk slag i bolledejen. Som om ikke enhver præst er troende.

Den samme Kristus?

Til min kollega forsøgte jeg at sige noget, som jeg gerne vil prøve at formulere endnu klarere her: Spørgsmålet er, om det er den samme Kristus, vi tror på, den samme Kristus, vi relaterer til, den samme Kristus, vi forkynder.

Om den enkeltes Kristus-relation er vi ikke sat til at dømme. Den dom overlader vi til Herren. Men derimod er vi sat til at bedømme den undervisning og forkyndelse, der lyder. Det Nye Testamentes forfattere holdt sig ikke tilbage her. ”Kærlighedens apostel” Johannes lægger ikke fingre imellem, når han dømmer en falsk Kristus-forkyndelse ude. ”Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus?” (1 Joh 2) Man kunne måske se det som et opgør med ikke-kristne, folk udenfor kirken. Men opgøret handler om mennesker i kirken, mennesker der mener, at de forkynder Kristus. ”Fra os er de udgået, men de var ikke af vore”. På samme måde som Paulus’ skarpe opgør med de falske lærer i Galatien er et opgør med folk fra egne rækker.

Det kan give associationer til det Jesus sagde: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud” (Joh 16, 2) Her drejer det sig om fromme jøder, der oprigtigt mener at tjene Gud, mens de slår de kristne ihjel. Den fromme følelse er ikke garanti for sandhed.

Oprigtighed

Det afgørende er altså ikke, at vi tror. Det afgørende er, hvad vi tror på. Det afgørende er ikke intensiteten i den religiøse følelse, i oprigtigheden og ærligheden. Det afgørende er ham, oprigtigheden retter sig mod. Hvem er han? Alt, hvad der siges om ham, kan ikke være sandt. Alt, hvad der siges om ham, skal prøves på det bibelske vidnesbyrd om ham og på kirkens sammenfatning af det i de klassiske bekendelser.

En ”troende præst” er en, der tror på Biblens Kristus.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights