Efterlyses: En luthersk lovsangssamtale

Moderne lovsangsmusik har haft enorm betydning for mit trosliv. Især i mine teenageår, hvor utroligt mange timer er gået med at lytte til – og skråle med på – især Chris Tomlin, Matt Redman og Hillsong. Højdepunktet i gudstjenesten var for mig, når der var rytmisk band på, og vi skulle synge moderne lovsange i stedet for alle de dér gamle, uforståelige salmer. På bibelcampings og KFS-lejre igennem gymnasiet har lovsangen været et af de absolutte højdepunkter. Og jeg glædes over, at moderne lovsang er så berigende for både unge og ældre, selvom jeg over de sidste par år nok ærligt er begyndt at sætte mere pris på Grundtvig end Michael W. Smith. Ligesom jeg er dybt taknemlig for alle de frivillige lovsangsmusikere landet over, der sætter deres tid og evner i menighedernes tjeneste.

Men det sidste år har jeg ærligt kæmpet lidt med, hvordan og hvorvidt den lovsangspraksis, vi har i de lutherske kirker og organisationer, egentlig hænger sammen med luthersk teologi. Jeg vil pege på to områder, hvor jeg selv oplever udfordringer. Man er meget velkommen til at være uenig, og jeg vil kun sætte pris på andre perspektiver.

Lovsang som noget, Gud gør

Det første område handler om at behandle lovsangen som et sted – og ofte stedet -, hvor Gud handler. Traditionelt i har vi i luthersk teologi opereret med tre nådemidler, hvor Gud på en særlig måde møder os og rækker sin nåde: dåb, nadver og ordets forkyndelse. Min oplevelse er dog, at vi i stigende grad også behandler moderne lovsangsmusik i sig selv som et nådemiddel. Det er ikke, fordi jeg ikke tror, at Gud kan bruge lovsangsmusik til at møde mennesker. Det har jeg jo selv oplevet, at han gør. Paulus virker i Kol 3,16 også til at tænke menighedens sange som en måde, hvorpå Guds ord kan være til stede hos hans folk, og samme pointe kommer Luther med i et brev til sin gode ven, Georg Spalatin i 1524. Derfor er jeg også åben for at tænke, at vores sange kan være en del af ordets forkyndelses nådemiddel – når det er vel og mærke er sange, der er i overensstemmelse med Guds ord.

Men jeg oplever alligevel, at vores måde at behandle lovsangsmusik giver det en plads, det ikke traditionelt har i luthersk teologi. Det ses i, at flere snakker om, at det er gennem lovsangen, og ikke f.eks. Bibelen, at de særligt møder Gud. Det ses i mange moderne lovsangstekster, der næsten får det til at lyde, som om vi under lovsangen står i tabernaklet eller templet og ser Guds herlighed – overvej f.eks. den enormt store brug af rimene ”nær/her”, ”here/near” og ordene ”nærvær” og ”presence”.

Det ses måske også i den store mængde tid, vi bruger på lovsang, deriblandt konceptet lovsangsaftener. Og jeg tror – selvom jeg siger det lidt tøvende – faktisk også, at det ses i selve rummet, selvom det måske er lidt kontroversielt at sige. Indretningen i et traditionelt kirkerum formidler den lutherske nådemiddelteologi, idet vi kigger op imod døbefonten, alteret og prædikestolen, mens orglet er placeret bagerst, så vi synger op mod Gud i respons til ham. I moderne lovsangsmusik er det derimod et band, ofte på en scene, som vi kigger op imod, næsten som om det er dér, i lovsangsmusikken, at mødestedet mellem Gud og mennesker finder sted.

Lovsang som noget, vi gør

Det andet område handler om, hvad vi tænker, vi gør, når vi lovsynger. For lovsang er selvfølgelig noget, vi gør. Det er et takoffer og lovprisning til Gud. Men dele af den amerikanske lovsangstradition virker også til at tænke om lovsangen på samme måde, som trosbevægelsen (fremgangsteologien) nogle gange har behandlet bøn: en slags superkraft, som den troende kan bruge til at påvirke sine omgivelser.

Det er efter min vurdering det, der er spil på to af de mest populære, nyere lovsange, og som jeg begge har oplevet brugt i lutherske sammenhænge herhjemme: Henholdsvis ”Praise” fra ”Elevation Worship og ”Raise a Hallelujah” fra Bethel Music. I begge sange omtales lovsangen som et våben, den troende bruger til at nedkæmpe sine fjender. Man kan diskutere, hvad man skal ligge i det, men i lyset af den (efter min mening problematiske) teologi, Elevation og Bethel står for, er det for mig oplagt at tolke semi-fremgangsteologisk. Lovsangen bliver næsten en magisk praksis, hvor store ting vil ske, når jeg bare synger højt og længe nok.

Afsluttende refleksion

Mit mål med dette skriv er ikke at genoplive 80/90’ernes musikdebat, og heller ikke at tage frimodigheden eller glæden fra hverken lovsangsmusikere eller kirkegængere, der er glade for moderne lovsang. Ligesom jeg heller ikke tænker, at alt var bedre i gamle dage (jeg er altså også kun 26, så dem har jeg ikke oplevet). Men jeg håber sådan, at vi kan have samtaler om, hvordan vi både står forankret i vores lutherske arv og samtidig anerkender de velsignelser, moderne lovsangsmusik bringer med sig.

Og så er der altså fortsat meget mere at tale om, end det jeg har nævnt. Jeg nævner bare lige i flæng: Kan man bruge sange fra kirker med usund teologi eller praksis? Har vores tekster et for stort fokus på jeg frem for vi (og det rammer altså også de pietistiske vækkelsessange) og et for stort fokus på mennesket frem for Jesus? Skal sangene primært handle om Gud eller være rettet til Gud? Hvad er forholdet mellem tekst og musik, og mellem nye og gamle sange?

Sådan nogle samtaler er ikke nødvendigvis nemme – men jeg tror, at de er nødvendige. Det kunne f.eks. ske ved at facilitere en officiel samtale i jeres kirke, men måske lige så meget ved frimodigt at dele det med en kristen bror eller søster, næste gang, der er noget, du undres, glædes eller ærgres over i det, vi går og synger. Ikke for at være bedrevidende eller være kritisk for kritikkens skyld, men så vi sammen ”vokser og opbygges i kærlighed” (Ef 4,16).