Det er som altid bevægende, vildt og ufatteligt, når man konfronteres med, hvad mennesker i den forfulgte kirke må tåle.
Organisationen Open Doors holdt for nylig en 25-års jubilæumsfest, som jeg deltog i.
Det var, som altid når man konfronteres med den forfulgte kirke, bevægende, vildt og ufatteligt. Hvad mennekser dog er i stand til at tåle og udholde! 340 millioner forfulgte kristne i verden. Uretfærdighed, undertrykkelse, ubegribelig lidelse. Beretninger om menneskeligt mod og tillid til Gud og ikke mindst om, hvad Gud gør midt i alle trængslerne.
I takt med at kristenforfølgelserne er intensiverede, sker det forunderlige, at den forfulgte kirken vokser og nu (først nu) findes der en national kristen kirke i alle lande i verden!
Flere læsere af ELN-bloggen følger og støtter med garanti allerede dette arbejde. Alligevel vil jeg gerne bruge taletiden denne gang på at slå et slag for sagen. Blandt andet fordi:
- De forfulgte kristne har brug for al den støtte, de kan få af os. De er under et konstant, og ekstremt pres. Og der er ikke nogen, der er nærmere til at støtte dem, end os ikke-forfulgte, priviligerede kristne.
- At beskæftige sig med den forfulgte kirke kan sætte vores eget liv i et sundt og ret perspektiv. For om os gælder det, at vi jævnligt omtaler alt, fra at arbejde og have børn til ikke at kunne kramme og rejse under en epidemi, som hårdt ja måske endda “mega hårdt”. Og ja, meget i vores velbjergede og priviligerede liv kan være slidsomt og hårdt. Men hvilke ord er det så lige, vi skal bruge, den dag vi er truet på alt, på selve livet?
- Det kan tilskynde os til at udnytte de gunstige forhold, vi selv har for at udbrede evangeliet, at det er så ufarligt for os, som det er.
- Det kan lære os at påskønne, at vi frit kan dyrke det kristne fælleskab, så vi ser det, som noget exceptionelt og ikke som det, vi overvejende regner det for: En selvfølge.
- Det minder os om, at Jesus snart kommer igen. Det er forudsagt at forfølgelser og trængsler vil tage til hen mod Jesu genkomst. “Da skal de udsætte jer for trængsler og slå jer ihjel, og I skal hades af alle folkeslag på grund af mit navn” ((Mattæusevangeliet 24.9). Det kalder til selvransagelse og til mission: Er jeg klar til at møde Jesus? Er mit medmenneske klar?
Mange missions- og nødhjælpsprojekter, kalder på vores støtte og vi må hver især finde vores vej i hvor, vi skal lægge tid, kræfter og penge. Noget bemærkelsesværdigt ved Open Doors arbejde er, at bøn har så høj prioritet. Det nævnes oftere end økonomi, både i den forfulgte kirke selv og i organisationen.
“Forfulgte kristne svarer først og fremmest FORBØN, når vi spørger, hvordan vi kan hjælpe dem” fortæller Open Doors.
Selvfølgelig skal de også bruge penge lige som alle andre. Men prioriteringen af bøn er værd at bemærke, fordi den i bund og grund afspejler en dyb erfaring af egen afmagt og afhængighed af Jesus. Det er en position, der skaber bøn – også for os, som ikke er forfulgte.