Du bestemmer selv  – men det er forfærdeligt, hvis du vælger noget andet end jeg

Forestil dig at fortælle din begejstrede nabo, at hans nye job virker som et dårligt match. Eller at din nieces nye kæreste ikke virker god for hende. Min mave trækker sig sammen alene ved tanken, for ansigt til ansigt er vi danskere så konsensussøgende, at det gør helt ondt. Ved en uenighed vil vi gøre hvad som helst for at finde det figenblad, vi kan blive enige om, for at dække over uenigheden. “Pyh, så er vi jo dybest set enige!” Ud fra vores opførsel skulle man faktisk tro, at det var farligt at være uenige. Måske kan vi give hinanden plads til at vælge forskellige fodboldhold eller politiske standpunkter, men uenigheden må ikke vedrøre vores egne personer. I andre kulturer dyrker man uenighederne – i Danmark fornægter vi dem.

Forestil dig så,at fortælle (eller måske bare hentyde til eller i fællesskab høre en præst sige), at din nabo eller niece har kurs mod fortabelsen, hvis ikke de vender om. “Du bestemmer selv – men det er forfærdeligt, hvis du vælger noget andet end jeg.” Det bryder så heftigt med vores tiltrækning mod konsensus, at situationen næsten er for voldsom. Min mavesæk ville krympe ind, og mon ikke også min nabos ville gøre det samme. Kan det overhovedet lade sig gøre at missionere i Danmark, hvis det inderst inde er det budskab, som skal formidles?

Det var et retorisk spørgsmål, for selvfølgelig er Guds mission også gældende i Danmark. Men hvis læseren ligesom jeg er frustreret over fraværet af den vigtige samtale, tror jeg, vi har fat i noget her. Vores konsensussøgen er en forudsætning for kirkens mission i Danmark. Jeg tror ikke, at løsningen er at ignorere denne forudsætning med bulder og brandtaler, for vores samtalepartner har det på samme måde som jeg. Løsningen er heller ikke helt at undgå de vigtige samtaler (hvilket de fleste af os vist foretrækker), for danskere går fortabt uden Kristus.

I virkeligheden har jeg ikke den gode løsning på hånden, men jeg er sikker på, at den inkluderer vedvarende bøn til missionens herre. At kende missions præmisser vil også hjælpe os, og vi gør klogt i at vedkende os vores fælles konsensussøgen. Jeg fornemmer også, at vi nærmer os noget frugtbart, hvis vi i dagligdagen lever i nært og åbent fællesskab med naboen og niecen. I eksemplet med arbejdet og kæresten ville jeg måske få mulighed for at stille forsigtige spørgsmål, hvis jeg på forhånd havde brugt tid på at være sammen med vedkommende og lytte mig ind til deres valg. Taleret skal optjenes og derefter gribes. Måske gælder det samme for missionen?

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights