At hænge over mobilen i timevis er ikke bare spild af tid. Det er livsfarligt.
For nogle måneder siden gik Mohamad Sahadan over for rødt på en befærdet vej i Singapore, mens han kiggede ned i sin mobiltelefon. Hans uopmærksomhed førte til, at han blev ramt af en bil og døde på stedet.
Den amerikanske pendant til Rådet for Sikker Trafik har registreret, at dødsulykker for fodgængere er steget med 83 procent på ti år, mens øvrige trafikdrab ligger på et stabilt niveau. De er ikke tvivl om hovedårsagen: Mobilen, som ikke bare tager opmærksomhed, men koster liv.
Det er et voksende problem, som ikke alene gælder det konkrete, fysiske liv, men også det mentale og åndelige. Og jeg kender det kun alt for godt …
Bladre-fælden
Jeg taler selvfølgelig ikke om moderat brug af mobilen. Jeg taler om de mange timer, vi tilbringer i ‘bladre-fælden’, hvor vi glemmer tid og sted og bare scroller os igennem dramatiske overskrifter, sjove Facebook-opslag, hånlige kommentarer, Instagram-billeder, TikTok-videoer af varierende lødighed osv.
Der er en grund til, at de sociale mediers fædre har lagt strenge restriktioner på deres egne børns brug af smartphones og sociale medier: De ved, hvad de gør ved os.
Et rigt liv forudsætter evnen til at fokusere i længere tid ad gangen. Det kræver fordybelse og udholdenhed – at man kan acceptere et vist mål af kedsomhed og udsættelse af behovet for belønning i hjernen. For eksempel ved at læse en lang artikel eller en hel bog; at kæmpe med nuancer i skildringen af personer (frem for sort-hvide fremstillinger af venner og fjender); at reflektere over mysterier og dvæle ved detaljer.
Jeg vil have det let og hurtigt
Alt det er mobilen og de sociale medier ikke skabt til. Tværtimod. De er nøje formet til fart, følelser og forenkling. Og det kan vi li’. Vi bryder os i grunden ikke om at skulle døje med tilværelsens besværligheder, langsomhed, kedsomhed og nuancer. Vi vil have det let, sjovt og hurtigt. Og så vil vi bekræftes.
De sociale medier narrer os til at tro, at jeg er i centrum, og at jeg kan forbedre mig selv og mit liv ved at fremstille en redigeret udgave til andre. At jeg kan have ægte relationer via korte opdateringer, hjerter, smileys og søde kommentarer. At jeg er et godt menneske, fordi jeg ved noget og mener det rigtige. Ja, at jeg forbedrer verden og hjælper min næste via klik og korte kommentarer.
Sådan graver mobilen og de sociale medier en stadig dybere grøft mellem det virtuelle og det virkelige liv. De distraherer og gør det let at flygte fra de besværlige, sammensatte mennesker, der er lige foran os og kræver vores indsats – og fra vores egen følelse af tomhed, som ellers er livsvigtig at forholde os til.
Gå ikke glip
De får os til at antage, at sand tro først og fremmest handler om at mene og føle det rigtige – frem for at søge Gud, kende ham i virkeligheden, interagere med ham i al hans skræmmende anderledeshed, hans hellighed – og hans betagende skønhed og flammende kærlighed. Og at elske andre i praksis.
De svækker viljen og evnen til at forpligte sig på mangfoldige, forpligtende fællesskaber som en menighed; et fællesskab, der har sine stærke, dybe øjeblikke, fordi Gud er til stede dér, men ofte er virkeligt langsomt, kedeligt og besværligt. Noget, vi ikke kan swipe, scrolle eller bladre os væk fra
Men det er dét fællesskab, vi hører til i. Det er dér, det virkelige liv er.
Gør ikke som mig. Gå ikke glip af Gud, livet og din næste. Stop dig selv, og red dit liv.
