I den nyligt udgivne prøveoversættelse af Markusevangeliet får vi en forsmag på, hvordan fremtiden nadverritual i Danmark kan komme til at lyde: ”Tag dette, det er min krop.” (Mark 14,22b).
Væk med legemet og ind med kroppen!
Denne nye formulering har i den seneste tid affødt en del debat, og mange præster har svært ved at se sig selv få denne formulering over læberne i nadverens indstiftelsesord.
Og jeg forstår det godt! Ordet ”krop” skurrer også i mine ører. Jeg forestiller mig med et vist ubehag at knæle ved alteret og modtage nadverens brød med ordene ”dette er Jesu Kristi krop” (for slet ikke at tale om, hvis formuleringen bliver ”Jesus Kristus’ krop”. Men det er en helt anden snak).
Dels er der noget uskønt ved tro kr-lyde i streg, og dels lyder ”krop” bare mindre værdigt end ”legeme”. Og dermed var jeg egentlig klar til at melde mig i koret af modstandere af at lade prøveoversættelsens ordlyd få plads i nadverritualet.
Men så gav jeg mig selv lov til at fundere lidt mere over sagen, og det fik mig på andre tanker. For hvad er det egentlig, som vi modtager i nadveren? Det er ikke bare Jesu åndelige men virkeligt fysiske nærvær. Jesu krop og blod er fysisk til stede ”i, med og under” nadverens brød og vin. Dette er vigtigt af mange årsager, ikke mindst fordi frelsen ikke kun angår min sjæl, men lige så meget min krop. Jesus døde og opstod i kropsligt for at frelse min krop til evigt liv!
Og med dette in mente blev det klart for mig, at ordet ”krop” i dag er bedre end ”legeme”, når vi skal forkynde nadverens evangelium. For idet ”legeme” er på vej ud af dagligsproget (på nær i bevidst distancerende brug, f.eks. ”luksuslegeme”), så mister det også sin fysiske og jordnære klang. Dette vil formentlig være endnu mere udtalt i 2036, hvor den nye oversættelse skal udkomme.
Grunden til, at ”legeme” kan lyde mere værdigt, er jo, at ordet næsten klinger lidt åndeligt i dag. Det gør det i hvert fald i mine ører. Men det vil i så fald være en undergravelse af nadverens fysiske virkelighed, som det jordnære ”krop” kommunikerer langt tydeligere – hvor klodset det end måtte lyde.
Hvis vi ønsker, at nadverritualet fortsat tydeligt skal forkynde Jesu virkelige og fysiske nærvær i elementerne, så gør vi altså klogt i at tage prøveoversættelsens ord til os – uanset for forkert eller uværdigt det måtte lyde til en start.
