Møbelfirmaet IKEA blåstempler i sit katalog delefamilien som samlivsform, men der må arbejdes for at undgå skilsmisser og de ødelæggende konsekvenser det har for børn og voksne
Møbelfirmaet IKEA-kæden har udsendt en katalog, hvor man vælger at knytte til ved de mange familieformer, det moderne menneske lever i i dag. For eksempel er der et hyggeligt billede af en mor med to døtre, der ligger i dobbeltsengen med en bog. Teksten til billedet præsenterer et eksempel på en indretning af et soveværelse, der den ene uge skal bruges til en enlig forælder, den næste uge til en enlig forælder med børn.
Kristeligt Dagblad valgte at interviewe mig i den anledning (KD 05.09.56) og senere har Meningsmaskinen, TV2-Lorry (8.09.2014) bedt mig uddybe mine synspunkter i den paneldebat. Se http://www.tv2lorry.dk/video?video_id=94857 . Det har jeg så gjort. Essensen i mit budskab har jeg samlet i dette blogindlæg.
I en tid, hvor den danske skilsmisseprocent når nye højder, er det jo naturligt at reklamerne – eller skal vi sige det, som vi sagde det i min venstreorienterede ungdom – storkapitalen – udnytter og knytter til ved de moderne samlivsformer. Det, som jeg hæfter mig ved, er den indirekte blåstempling af delefamilien som samlivsform, som reklamen indeholder. Hvad gør det for eksempel ved et barn, der frygter, at dets forældre skal skilles, at se en sådan reklame? Hvad er den egentlige historie bag den idylliske scene med moderen og de to børn i sengen? Har børnene en knude i maven, fordi de i næste uge ikke skal være sammen med mor, men med far og hans nye kæreste? Eller tænker de tilbage på dengang, de lå i sengen med både far og mor og alt var, som det skulle være?
Det er for let at blive skilt
Alle par kender til, at kommunikationen går galt eller bliver for overfladisk. Mange kender også til, at der over en periode opbygger sig en dybgående krise, som bider sig fast og fylder mere og mere, sådan at den tillidsfulde relation er brudt. Det springende punkt er, hvad man skal gøre i sådan en situation. Skal man fortsætte i et ikke-fungerende parforhold? Skal man gå hver til sit? Eller – skal man vælge den tredje mulighed, at kæmpe for at gennemleve og overvinde krisen og komme videre på et dybere niveau end før. Alt for mange giver for hurtigt op. Statistikker og erfaring viser, at de par, som vælger at blive sammen og kæmpe krisen igennem sammen, efter fem år vil have et harmonisk parforhold.
Der er hjælp at få
Norge har en faldende skilsmisseprocent. På ti år er skilsmisseprocenten faldet med 12 %. Det skyldes blandt andet en storslået og organiseret samfundsindsats, hvor alle par, der får deres første barn, tilbydes et samlivskursus i det koncept, som i Danmark kaldes PREP (se http://www.familieudvikling.dk). Mens vi i Danmark har oplevet en negativ kædereaktion, hvor skilsmissetallet stiger, fordi de mange eksempler ”smitter”, har Norge oplevet en positiv kædereaktion. Når par gennemlever en krise og kommer godt ud på den anden side, inspirerer det andre til at gøre det samme.
Et effektivt modtræk
Et af de springende punkter er det enkelte pars vilje til at blive sammen. Commitment kalder man det i den engelske verden. Det hjælper ikke, at par lærer at kommunikere konstruktivt, hvis viljen til at stå kriserne igennem mangler. Kunne man forestille sig, at man opfandt en offentlig højtidelig handling, hvor de enkelte par foran en absolut instans skulle love hinanden trofast og livslang kærlighed, evt. med en præst eller en giftefoged som melleminstans? Kunne man forestille sig, at parret samlede familie og venner og aflagde et højtideligt og offentligt løfte?
Men hov, jeg er jo for sent ude og er kommet til at foreslå noget, som har været en tradition i årtusinder. Det er jo ikke nødvendigt at opfinde den dybe tallerken på ny. Det er tilstrækkeligt at lade det ja, der siges ved vielsen i kirken eller på Rådhuset, være et ja!
