Når Mette F svinger sig op og taler om eftertanke, refleksion og nerven til at forstå os selv, så runger det uendelig tomt, at tilbuddet lyder på kunst og kultur. Mennesket kan ikke leve af det alene.
Da statsminister Mette Frederiksen for få timer siden holdt tale ved Folketingets åbning, slog hun et slag for den demokratiske samtale. Hun efterlyste rum til eftertanke og refleksion, mulighed for at forstå os selv og verden bedre. Vi skal til kunsten og kulturen. Fordi, sagde Frederiksen bl.a.: [Det skal] ”bibringe os mening og forståelse.”
Hvor har Mette F. ret i, at vi har brug for refleksion og eftertanke. Og hvor er det rigtigt, at god kunst og kultur kan bidrage. Mere af det!
Men hvor jeg dog savner kirken, kristendommen, Kristus. Tror nogen for alvor, at kunst og kultur alene kan gøre os ”åndeligt stærkere”, som hun også udtrykte håb om? Ja, det tror hun nok.
Og nej, selvfølgelig bliver jeg ikke forundret over, at en socialdemokratisk statsminister ikke sender folk til kirken. Men fraværet af det tredje K rungede så frygtindgydende fattigt: ”Vi skal til kunsten og kulturen”.
Det giver nemlig kun egentlig mening med Kristus først. Derefter kommer kunsten og kulturen, der kan noget.
Derfor skal vi i kirken sige det, Mette ikke sagde.
Vi skal ud med budskabet om, at Gud elskede verden så meget, at han gav sin søn for, at ingen skal fortabes, men have evigt liv. Det giver mening. Og al mulig grund til at glæde sig og skabe kunst og kultur.
Selvfølgelig siger Mette Frederiksen ikke det. Det gør hun ikke, fordi hun er på arbejde i Folketinget, og her taler hun politik. Men når hun så alligevel svinger sig op og taler om eftertanke, refleksion og nerven til at forstå os selv, så runger det uendelig tomt, at tilbuddet lyder på kunst og kultur, inklusiv alsidig public service og regulering af tech-giganter. Hvem vil dog give sine børn en sten, når de beder om brød…
Det forslår ikke. Det kan vi ikke spise hverken Mette Frederiksen eller resten af vores land af med. Der er brug for det bedste af det bedste: Kristus.
Lad os få spredt budskabet hurtigst muligt.
Læs hele Mette Frederiksens åbningstale her