Det skete i torsdags i Beirut og fredag aften i Paris. Men det kunne være sket i København, og vi er de seneste år blevet mindet om, at selv det fredelige Skandinavien er blevet et terrormål.
Mens jeg skriver disse linjer, er der mænd, kvinder og børn, som græder, fordi de har mistet én af deres nærmeste. 129 er døde i Paris – mindst 41 i Beirut. Tusinder vil leve videre med livslange sår i sjælen, fordi de var tæt på, eller fordi de er pårørende til nogle af ofrene.
OFRE OG BØDLER
Det tungeste er at tænke på, at det skete ved menneskehånd. Havde det været en naturkatastrofe, havde det været lettere at bære. Men nu er der nogle, som er ofre, og andre, som er bødler. Sådan er den verden, vi lever i. Så grusom er nogle af de mennesker, som er vores brødre. Vi er alle af Adams slægt, og myrderierne i Beirut og Paris er en gentagelse af det brodermord, vi hører om i urhistorien, da Kain slog Abel ihjel.
KALDER PÅ BØN OG FORBØN
Situationen kalder på bøn og forbøn. Først og fremmest bøn for ofrene og deres familier. Men også for de myndigheder, politi og militær, som skal reagere på situationen med besindighed og retfærdighed. Endelig skal vi bede for bødlerne, sådan som Jesus bad for sine fjender. Det sidste er ikke det letteste at gøre, men det er, hvad Guds ord kalder os til.
I den lutherske tradition har krig og ulykker og grusomhed været et kald til bod og bøn. Det skyldes, at vores lærefædre så tingene i et større bibelsk perspektiv. Når vi gennem krig og nød bliver mindet om, at verden er fuld af lidelse og død, så minder det os om den skyld, menneskeheden bærer på siden Adams fald, og at syndens løn er døden. Når vi møder menneskelig grusomhed, når den er værst, så er det kristne modspil til det både fjendekærlighed og retfærdig straf for den, som tager andres liv. Men i dybden af vores personlighed bliver vi mindet om slangens gift i vores eget sind, og at vi selv ikke blot er ofre, men også selv er skyldige i verdens nød.
VORES HÅB ER KRISTUS
Det er tid til bøn og bod. Der er brug for bønnen: Forlad os vor skyld. Der er brug for, at vi kalder os selv og vores folk til omvendelse og tro. Vi går i fare hvor vi går. Vores håb er ikke, at Adams slægt når til et niveau, hvor krig og grusomhed kan udryddes. Vores håb er Kristus og hans komme i herlighed. Da vi al ondskab og grusomhed være fortid.
