Det er blevet tabu at være præstekone – lad os få lavet om på det!
Mange kristne kvinder i de yngre generationer går udenom teologerne, når der skal findes en mage. Du troede måske, det kun var et rygte. Men den er desværre god nok.
Jeg har selv tidligere talt med kvinder, som gav udtryk for, at de i hvert fald aldrig skulle giftes med en teolog. Man kunne høre en knappenål falde til jorden, da jeg sagde, at det ikke var en tanke, der skræmte mig. Så blev der skiftet emne.
Engang var der status i at være præstekone. I dagens Danmark er det et tabu. Men hvorfor? Jeg vil prøve at give et helt kort indblik i nogle af de mest gængse udfordringer, præstekoner kan opleve:
- Det kan være kompliceret boligmæssigt, uanset om man selv køber hus eller bor til leje.
- Der kan være mange fordomme og ideer fra andre om, hvilken rolle præstekonen bør spille i fællesskabet, og hvor tit/ til hvad hun bør møde op.
- Tidsrammerne til familielivet kan være snævre og afmålte i hverdagen, grundet præstens fleksible arbejdstid og hans ansvar for andre mennesker ud over familien.
- Det er ensomt og udsat, og der kan være langt mellem venskaber, der forstår hvad det indebærer at være ven med præstens kone. Hun kan ikke bare sige højt, hvad hun tænker og mener helt på samme måde som andre i fællesskabet. Hun bærer ofte på mange fortrolige informationer, og hun tænker også en ekstra gang over, hvordan hun ærer sin mand bedst muligt overfor andre.
- Man skal dele sin mands opmærksomhed med en menighed på en måde, der kan skabe konflikter i ægteskabet. Og er der konflikter mellem præst og menighed, bliver præstekonen også ramt på sine relationer.
- Der bliver lagt mærke til, hvordan børnene og familielivet udfolder sig.
- Præstekonen har altid ungerne alene til gudstjeneste og andre arrangementer, hvor præsten er på, og det kan være svært for hende selv at blive åndeligt opbygget eller bygge relationer op.
- Søndage, højtider og andre skæve arbejdstider er også arbejde for præstekoner, og fridage og pusterum må findes på andre tidspunkter af dagen, ugen og året.
Det jeg prøver at sige er, at præstekoner skal bære meget. Især hvis de har små børn, problemer i ægteskabet, en sårbar psyke, et krævende arbejde, mangler støtte fra andre – eller en kombination af flere.
Jeg håber også meget, at præstekoner oplever glæde, tryghed, opbakning og forståelse både hos deres mænd og i deres fællesskab. Men jeg vil også sige det, som det er: Jeg ved godt, at det ikke altid er tilfældet. Og det er de hårde realiteter i livet under solen.
Men opmuntringen til præstekoner er, at de ikke er alene! De skal ikke bære selv. Faderen sørger for dem. Jesus rejser dem op og bærer dem. Helligånden kalder på dem. Og det er præstekoners opgave at finde ud af, hvordan de vil svare på kaldet hver eneste dag.
Jeg er selv blevet præstekone, og har på få år oplevet temmelig hårde perioder, men også fået del i så utrolig mange velsignelser: Når mennesker kommer til tro, når brødre og søstre vokser Guds vækst, og når kirken sætter aftryk i et lokalsamfunds fællesskaber. Jeg har oplevet at præstefamilien bliver omsluttet i bøn, at menigheden elsker os og vores børn, at de giver os opmuntringer og gode ord med om det arbejde vi gør, at de er lydhøre overfor vores formaninger og at de udviser stort mod, udholdenhed og trofasthed i deres tjenester.
Det gør mig så taknemmelig!
Men uanset, om du som præstekone oplever, at det svære fylder mere end det muntre, så husk på, at det vigtigste er, at du er elsket og kaldet af din Herre Jesus – det er i sig selv den dybeste glæde!
Prøv at gå på opdagelse i den, som den ser ud for dig, og tag helst nogen, du kan stole på, med på rejsen.
