Det årlige møde med døden

Hvorfor er det godt at mindes sine døde? Jeg vil give fire bud, som tilsammen gør dette årlige møde med døden til en god ting.

Det har lige været Allehelgens dag. Det er det hvert år i begyndelsen af november, så nyheden er ikke stor. Men det forekommer mig, at denne helligdag har fået ny opmærksomhed de senere år. Det kan der være flere grunde til.

Den pessimistiske analyse lægger mærke til amerikaniseringen i form af Halloweens indtrængen på dansk jord. Eller på katolicerende tendenser til helgendyrkelse med lys og billeder på grave eller måske ligefrem hedenske kultures dyrkelse af de afdøde forfædre og deres ånder. Denne triste vinkling vil jeg lade andre om. I stedet vil jeg slå til lyd for en positiv omfavnelse af den fornyede opmærksomhed på Allehelgens dag.

Det er en dag i året, hvor vi inviteres til at mindes vores døde. Og flere og flere benytter sig af det, – også os, som ikke lige har mistet noget i år.

Hvorfor er det godt at mindes sine døde? Jeg vil give fire bud, som tilsammen gør dette årlige møde med døden til en god ting.

For det første mindes vi om de mennesker, som har haft betydning i vores liv, men nu er borte. Selvom de ikke er hos os mere, har de været med til at forme os til dem, vi er nu. Noget af vores identitet ligger i vores relationshistorie – også den med de afdøde. Vi finder en del af vores livsfortælling på kirkegården.

For det andet hjælper Allehelgens dag os til at være i kontakt med vores sorg. Selv flere år efter et tab, kan sorgen leve i os uden rigtigt at få ord. Ved gudstjenesten og et besøg ved graven kan denne dag være en hjælp til at åbne døren til sorgens rum, så luften ikke bliver alt for indelukket derinde.

For det tredje mindes vi om vores egen død. Når min far, min tante, min fætter eller gode ven kunne dø, så skal jeg også. En dag er det min tur. Er jeg klar til det? På Allehelgens dag hilser vi på vores egen kommende død. Det er et møde med virkelighedens fundamentale realiteter, som kan – og til dels bør – fortone sig i hverdagens påtrængende aktiviteter. Memento mori – husk du skal dø – er selvrefleksionens fixpunkt på dagen for det årlige møde med døden.

For det fjerde fejres Allehelgens dag med en gudstjeneste, hvor håbet spiller en stor rolle. Vi synger af karsken bælg eller stille og indadvendt om den store hvide folk og mindes om vores større fremtid. Det ender ikke i graven. Vel skal vi alle dø, men vi går mod døden med håb. Nogle har krydset dødens grænse før os, men vi følger efter. Og Jesus har selv lovet, at han har gjort en plads klar til os på den anden side.

Således er der god grund til at glæde sig over den fornyede opmærksomhed på Allehelgens dag, og til selv at tage del i den. For det gi’r noget godt at hilse på døden en gang om året.

NÅR KIRKEN SVIGTER. Om og for mennesker, der led skade i det kristne fællesskab.

KIRKEINSPIRATION - til dig og din menighed. Temaet er: Herre, væk os!