”Hvis vi har lært noget af historien, er det, at mennesker ikke lærer af historien” skrev den tyske filosof G. W. F. Hegel
Jeg er vokset op i de optimistiske 90’ere, som var præget af store fremskridt og en tro på, at verden var på vej i en bedre retning. Berlinmuren faldt. Sovjetunionen kollapsede. De store ideologiske konflikter var ovre. Nu ville hele verden bevæge sig mod frihed, menneskerettigheder og kapitalisme. Vi var nået til historiens endestation, fordi der ikke længere var en konkurrent til det liberale demokrati.
I 2025 kan vi nu se, at det var yderst naivt. Det liberale demokrati var ikke uimodståeligt. Mennesker og storriger er fortsat i kamp og strid, og mennesket i dag ligner mennesket fra i går.
Bibelen er dog ikke stum, hvad historiens udvikling angår. Særligt Daniels bog i Det Gamle Testamente klæder os på til at forstå mennesket og storrigernes livsbane. Mønsteret er klart: vækst, forfald og undergang.
Først ser vi, at riger opstår. De vokser og tiltager i magt på godt og på ondt. Men så forfalder de. Mennesker og deres ledere afviser Gud som den himmelske konge, de vil selv være herre over godt og ondt, de vil selv ophøjes og dyrke sin egen magt. Når det sker, forfalder vi og bliver dyriske, og resultatet er ødelæggelse, undertrykkelse og død.
Til sidst falder riget fra hinanden, og et nyt opstår fra undergangens murbrokker, og livsbanen gentager sig. Efter Babylonerriget kom Perserriget, og efter Perserriget kom Det græske rige, og efter Det græske rige kom Romerriget, og sådan vil det fortsætte.
Jeg kan godt blive nedtrykt over vores fastlåste livsbane. Er undergang virkelig vores skæbne?
Nej.
Daniels bog beskriver også en anden livsbane, som vi let kan overse i historiens vingesus. Det er pilgrimmens livsbane – Daniels livsbane, den troendes livsbane.
Vi er i eksil. Vi er i fangenskab og sendt væk hjemmefra og søger som pilgrimme hjem mod det hellige sted. Vi lever i en kaotisk verden med vækst, forfald og undergang, men det er ikke vores livsbane.
For vi sætter ikke vores håb til menneskers storhed, men til Guds store rejseplan, der fører sine pilgrimme til Golgata og hjem til sin hellige bolig. Vores endeligt er ikke undergang, men hjemkomst.
Lad os derfor træde ind på Daniels livsbane og rette blikke mod Jerusalem, ikke som tilbagetrukne observatører i Babylon, men som engagerede tjenere for den verden, som Gud har sendt os til.
