Dette er ikke et indspark i debatten om for/imod folkekirken. Og der ligger ingen skjult hentydning til, at det skulle være særligt tappert at være medlem i folkekirken. Nu er det bare folkekirken, jeg for tiden er fyldt af kærlighed til og bekymring for.
Indimellem får man det indtryk og den tanke, at det dårligt kan blive værre med folkekirken. Der er vitterligt meget galt åndeligt og teologisk, og desværre er det klare flertal af medlemmerne tilsyneladende fint tilfredse med en relativiseret, sekularistisk kirke (skør konstruktion, hva!). Alligevel er jeg optimist!
I en prædiken fra 1987 skriver nu afdøde pastor Karl Robert Hansen om folkekirkens tilstand. Her taler han om den nærværende tid i folkekirken som en nattevagt, og skriver:
”For kirken er det en ydmygelsens tid, en tvivlens og modsigelsens tid, en spottens tid – i natten lyder latteren. En tid med faldende dåbstal. Det bliver mere og mere vanskeligt at prædike med selvfølgelig henvisning til bibelhistoriske begivenheder og salmevers.”
Det kunne have været skrevet i dag. Fra Den Danske Salmebog synger vi i nummer 341 om, hvordan tiden er ond og kirken i forfald. Det er skrevet af Nicolaus Selnecker i 1572, men kunne sådan set også fint være skrevet i dag.
Karl Robert Hansen besinder os i sin prædiken på kirkens historie, og nævner bl.a. de første tre århundreder som en mørk tid for kirken. Desuden kan vi tænke tilbage på folkekirkens tilstand omkring år 1800 hvor mange kirker stod tomme og hvor det kristne evangelium på mange prædikestole var byttet ud med, hvad han kalder, ”karikaturer af prædikener.” Det var på den tid biskop Peder Hansen stod for alteret og bad til Odin om udødelighed over kongen. Den var trods alt nok ikke gået i dag. Han peger så på, at der ved Helligånden er fremstået vækkelser og sund fornyelse gentagne gange. Der har altså altid været udfordringer for og i (folke)kirken, også større end dem vi står over for i dag.
Dietrich Bonhoeffer skrev under 2. verdenskrig:
”Optimisme er i sit væsen ikke nogen mening om den nærværende situation, men den er en livskraft, en håbende kraft, hvor andre resignerede, en kraft til at holde hovedet højt, når alt synes at slå fejl, en kraft til at bære tilbageslag, en kraft som aldrig overlader fremtiden til modstanderen, men regner den som sin egen… Kan hænde, at dommedag begynder i morgen, da vil vi gerne lægge arbejdet for en bedre fremtid til side, men ikke før.”
Bonhoeffer skriver selvfølgelig i skyggen af nazismens rædsler, men hans ord kan appliceres på kirken i dag – også på folkekirken. Vores håb og optimisme er ikke baseret på nogen øjensynlig fremgang, men hviler derimod på, at vi tilhører Kristus, som er herre over både fortid, nutid og fremtid. Og han kan gøre alting nyt, hvilket han har vist gentagne gange i kirkehistorien. Derfor kan vi rette ryggen, og under vedvarende bøn til ham arbejde for en bedre fremtid – også for folkekirken.
